Mordere i terapi

I øjeblikket kæmper jeg en del med at sove. Jeg har simpelthen ikke ro på mig selv til at sove. Jeg tænder i reglen tv’et og ser noget ligegyldigt og håber på at kedsomheden får mig til at døse hen.

Her til aften lå jeg igen og vendte og drejede mig. På DR1’s hjemmeside finder jeg en dokumentar der slet og ret hedder: “Mordere i gruppeterapi”. Jeg starter programmet uden at læse hvad det handler om.

I New Folsom Prison i Californien sidder der bandemedlemmer, mordere og voldsmænd. De er, som en del af deres rehabilitering, tvunget til 1 ugentlig session i gruppeterapi.

2 gange om året må udefrakommende deltage i terapien – fuldstændig på lige fod med de indsatte. Det er reglen og den følges 100% selvom de udefrakommende er lidt fordømmende over for de indsatte.

Jeg ender med at sidde og græde. Alene hjemme, klokken alt for sent og voldsomt berørt at de voksne mænd der gradvist sænker paraderne, bag de store overarme, skaldede isser, tatoverede ansigter og grove fremtoning. De undskylder på intet tidspunkt deres forbrydelser, fordi de under terapien ikke eksisterer.

Når de er i terapi bliver de igen unge mænd, børn og fædre. Dér er de ikke forbrydere. De føler sig alle misforstået i forskellige stadier af deres liv. Nogle føler sig svigtet, andre føler sig utilstrækkelige.

De tvinger hinanden både fysisk og mentalt til at komme af med deres vrede og sorg, igennem samtale og gråd.  ALLE former for fordomme er væk – fuldstændig. Bandeledere med tørklæde om hovedet og tatovering på halsen knækker fuldstændig.

De fortæller om den lille bitte ting der ændrede deres liv – feks som barn. Nogle følte sig ikke accepteret, nogle følte sig ikke hørt, nogle følte sig svigtet og nogle følte sig ubetydelige. Så STÆRKT at se disse “grove” mænd klaske sammen og lade følelserne få frit spil.

På et tidspunkt skal de lukke øjnene, og via samtale huske tilbage på dem selv som barn. De skal få det barn til at fortælle dem hvad de “mangler” for at blive glade, og få et liv med glæde. Hvad var det der skulle til?! De skal prøve at finde ud af hvad der evt “formede” deres spiral af vrede og negative livstil. Det ramte mig lige midt i hjertet og hjernen, og jeg græd lige så meget som dem – og det er altså ikke så lidt.

Hvad ville jeg få at vide hvis jeg gik tilbage i tiden og spurgte 6-7 årige Christina, hvad der ville gøre hende glad???

Svaret kom på et nanosekund……….

“Jeg vil gerne slippe for at føle mig anderledes. Jeg vil ikke gå igennem et helt liv og være anderledes. Jeg vil gerne føle, tænke, tale og agere som alle andre”.

Jeg tænker på hvordan mit liv ville have set ud hvis jeg ikke var bipolar!? Hvilken betydning det ville have på mine relationer til andre!? Ville det så være nemmere at leve mit liv??

Det finder jeg aldrig ud af………..

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.