Ikke en del af planen

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

1 år. Meget snart 1 år har jeg haft et forløb ved CSM. ET ÅR!!! I sidste uge snakkede vi om hvor længe mit forløb skulle vare.. – “Til det er slut”.. og det er det, når jeg er klar.

Jeg er blevet indstillet til kropsterapi, og “oh boy” hvor har jeg glædet mig!! Helt åndsvagt meget!! Traumer sidder ikke bare i sindet, det sidder i allerhøjeste grad også kroppen. Sind og krop husker hver for sig – så for pokker jeg har glædet mig til kropsterapi. Det skulle være “next step”…

Jeg skulle afsted 3 gange alene, inden det blev i grupper. 4 mill spørgsmål. Skemaer. Samtaler. Nu var jeg klar… også selvom jeg INGEN anelse havde om, hvad kropsterapi egentlig var.

Det mindede lidt om mindfulness. Avanceret yoga om man vil. Om at finde sit “center”. Vejrtrækninger og om at give slip – slappe af.

…and it didn’t go as planned… På ingen tænkelig måde. Jeg burde ligge på den måtte som en halvflad ballon, der svupper rundt. I stedet var jeg en betonklods der var LANGT mere lukket end jeg nogensinde havde troet. Det var som at grave sig igennem Berlinermuren med en plastik-ske. Da jeg tog derfra var det som om jeg havde været i krig! Jeg har ALDRIG været så træt og udmattet før. Aldrig!!

Jeg tog hjem og faldt fuldstændig sammen. Blev øjeblikkelig “angrebet” af influenza-lignende tilstand, ondt i hele kroppen og psykisk helt smadret! Gråd, snot og tårer.. – og det blev ikke bedre af at jeg fik at vide; “Christina, du er ikke klar. Vi bør vente måske 6 måneder”..

WHAT???…

Nej, nej, nej og én gang mere NEJ!! Det var ikke en del af planen! 6 måneder??! Jamen det skulle jo være nu!

Nu hvor jeg har sundet mig lidt, ved jeg det jo godt, at de har ret. Jeg ville bare så gerne! CSM er ikke er quick fix – det er latterligt hårdt arbejde. Alle traumer pløjes igennem, og alle følelser man har brugt så mange år på at pakke væk, kommer til overfladen for fuld smadder.

Det bliver ikke nu jeg skal kigge på de fysiske traumer – men det skal nok komme. Det véd jeg! Det kommer bare til at tage længere tid