Ikke den eneste

Der er forhåbentlig ingen, med en psykisk lidelse, der tror at de er, de værst ramte i deres familie. Når man har en psykisk lidelse – uanset diagnosen – er det alle relationer der påvirkes. Des tættere på de er, des mere bliver de ramt. Familier kan splittes ad i atomer fordi der er så megen misforståelse, sorg, frustration, vrede og træthed. Det er ikke kun “den syge” der påvirkes.

Familiemedlemmer kan føle sig kvalt i psykiske termer, lidelser, adfærd, undskyldninger og tilgivelser. Det tærer på familien, og det er ikke sjældent man hører om familier der er splittet ad.

Men man behøver altså ikke at have en sygdom for at familien splittes. Man vælger ikke sin egen familie. Min familie er ikke kun splittet fordi jeg er et “problembarn” og jeg har skabt en masse ballade. Min familie er splittet dels fordi ingen af os kan finde ud af at kommunikere ordenligt, respektere hinanden og bare ubetinget være der for hinanden. Det har INTET at gøre med at vi ikke elsker hinanden, for det gør vi med 100% sikkerhed – vi kan bare ikke finde ud af det.

Forleden læste jeg en artikel i Ekstra Bladet, og det gav mig en underlig form for bekræftigelse at læse at vi sgu ikke er den eneste familie der er nogle idioter. At de mennesker i vores liv der blot er vidner, heller ikke syntes at det er pisse fedt. Man behøver ikke have en psykisk lidelse for at familien brydes – det sker også bare fordi man ikke er samme sted i sit liv..

“Bare” fordi man er i familie med hinanden, behøver man ikke at kunne lide hinanden. Der er visse familiemedlemmer, hvis værdier og personlighed jeg slet ikke forstår eller er enig i – og det er sgu menneskeligt. Jeg hviler spøjst i at vide at andre derude har samme type problem. Det bliver aldrig nemmere at skulle undvære dem man elsker højere end livet – men nogle ting er man bare nødt til.. om ikke andet så for en periode.

Jeg har haft desperat brug for en pause fra min familie, og de har haft brug for en pause fra mig. Jeg havde brug for ikke hele tiden føle at alting var en kamp, at jeg ikke hele tiden skulle betvivle hvad der blev sagt fordi fortiden var udefinerbar. Brug for at bare få lov til at være den jeg er, og ikke den andre gerne så jeg var. Brug for at få lov til at føle det jeg nu gør, uden at skulle forklare mig eller mine følelser. Jeg har haft brug for, at jeg i fred og ro kunne syntes lige hvad jeg havde lyst til, og at det faktisk var okay…

Det er okay at ikke kunne enes med alle!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.