Rend mig i 2020

Rend mig i 2020

6 mdr uden at blogge. Men der har også været knald på…

Jeg er på ingen måde den eneste i det ganske danske land, der syntes at det forgangne år ikke har været en dans på roser. Det har mildest talt været lige til at lukke op og have diarré i.. “Multiple times”.

Én ting er den forhadte corona som nærmest har destrueret hele verdenen. Den har kostet liv, smerte, sorg og savn på alle tænkelige leder og kanter. Det har splittet familier, lukket virksomheder, skabt konkurser og økonomisk ruin. Frygteligt og forfærdeligt. Vi, i min familie, er heldigvis gået fri for skidtet og har faktisk ikke været så voldsomt mærket af det. Heldigvis. Efter min personlige overbevisning er det dels fordi vi simpelthen bare har brugt vores sunde fornuft. Vi har ikke super isoleret os, men har blot passet på. Ganske som foreskrevet og uden overdrivelse, som for nogen fremmer forståelsen.

Vi har dog også haft FANTASTISKE øjeblikke i 2020!! Vi fik muligheden for at renovere og flytte ind i, for os  DRØMMEHUSET!!! Det krævede en komplet “make over” og vi gik igang med den vildeste optimisme og glædelse.

Skumtapet fra 70’erne skulle ned. Bæ-brune og let fedtede døre skulle slibes ned og males. Køkken med tynde træpaneler limet på væggene. Viktualierum med spøjs kalk på væggene, og grimmest af alt; de skriggule og hysteriske blå farver på nogle af væggene. Vi gik igang med største entusiasme og med den VILDESTE glæde over at hér skulle vi bo. Vi byggede, renoverede, malede og drømte til vi var rundtossede på den fede måde…

1 måned. ÉN MÅNED!! Før vi havde planlagt at skulle være færdig, kommer “katastrofen”!!!

Min bad ass super seje mand opdager en ret stor knude i den ene testikel!! Det hele går ret hurtig derfra og inden vi får set os om, ligger han i en hospitalsseng med testikelkræft. Det går så hurtigt at ingen af os rigtigt får reageret. Vi føler os begge ret apatiske, og hviler ret meget i at 95% med den type kræft blot får fjernet den ene testikel og så det “a’okay”… Det var jo dét vi fik at vide!!

“Well slap my ass and call med Al”.. Sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Vi stod midt i renovering, flyttekasser og det faktum at Simon i min. 14 dage på ingen tænkelig måde var kampdygtig. Han var og er, jo ny-opereret.

95% går fri for, at skidtet spreder sig, siger de… Simon hører under de 5%…

Det spredte sig via blodet til hans højre lunge. Vi var/er begge i fuldstændig chok. Hos lægen & Co, hvor jeg ret kommanderende bad lægen om kleenex til den øjeblikkelige tudetur, gik vi over i et nærmest apatisk mode igen. Ingen følelser, ingen tanker – vi snakker meget lidt om det i hverdagen. Det fylder lidt hos Simon at han taber sit skæg under kemoen. 9 uger med hard core kemo. 4 dage om ugen ca 6-7 timer af gangen. De starter op lige efter nytår.

Vi kunne godt ha’ brugt 3-4 uger mere på at gøre det nye hus færdigt – men vigtigheden af at få en “base” når kemokuren begyndte blev enorm. Når han skal hentes/bringes af Falck til kemo, så SKAL han komme hjem til et roligt hjem uden kasser og byggematerialer. Der SKAL være ro på!! Det får han brug for!! Det får VI brug!!!

Men vi fik ekstra travlt, og FOR POKKER hvor man finder sin venner i nøden. Total kliché, men det passer altså.

De har malet og bygget og i mange mange timer!! Bare stillet op. Mine unger har også vist sig fra den mest fantastiske side. Jeg er ubetinget den mest stolte mor. For helvede hvor er jeg/vi heldige med mit yngel og vennerne. Alle er stillet op uden at blinke. Vi er gået i seng hver aften med en enorm taknemlighed – og har smovset i chokolade fra naboer og Simons kolleger.

Som sagt før; Et gammelt ordsprog siger at man skal kende sine venner i nøden, og holy shit hvor har jeg lært en del om det ordsprog!!

Jeg OM NOGEN ved hvordan det er når psyken presser én ned i så dybt et hul at man end ikke kan se lyset for oven. Det er modbydeligt, alt opslugende, og det suger al livskraft ud af én. Alle former for sociale behov forsvinder – man lukker kun en lille lille bitte smule op, for dem det står en nærmest.

Jeg “fejl-fortolkede” signaler fra, det jeg troede var en god og solid veninde gennem 25+ år. Jeg vidste godt hun var i et af de omtalte huller, og på trods af at hun frabad sig min “omsorg” og “spørgen ind” til hende, gjorde jeg det alligevel.

“Er du okay”??

“Skal vi gå en tur”??

“Trænger du ikke til at komme lidt ud”??

“Har du prøvet at….”??

“Hvad med at….”?? – osv osv

Jeg fik med en lettere kort lunte, besked på at jeg ikke skulle “bekymre” mig om hendes ve og vel, hun havde det fint, og iøvrigt skulle jeg respekter at det nu engang var sådan hun havde det.. Hun havde nok i sig selv og hendes liiiidt for behagesyge kæreste. Hvilket hun fuldstændig havde ret til… Jeg nærmest undskyldte at jeg “udviste omsorg og bekymring”.. “Jeg ville jo bare”..

…også en lidt ambivalent følelse, men for mig måske en lidt “sund” situation – altså selv stå på den anden side og ikke kunne gøre noget.

Da det så bliver meddelt til omverdenen at Simon har cancer og det har spredt sig, JA, der har jeg sgu forventet en form for reaktion. En besked. Et brev. En flaskepost. En brevdue eller en morse-kode – any thing!! Men der kom intet!!

Det tager 30 sek. at skrive: “Det er jeg ked af, tænker på jer”….

Alle andre, også dem som slet ikke står os SÅ nært, afgav så megen hjertevarme at det lå over os som en varm dyne – De sødeste beskeder og tanker vi simpelthen har taget dybt ind i vores hjerter. Små beskeder via sms og messenger. Chokolade med søde kort ved fordøren. Stor pakker med “godter” fra hans kolleger.  De små ting betød bare så meget. Man står midt i frygt og kaos, så selv de mindste handlinger får en gigantisk betydning. – men der hvor jeg allerhelst ville ha’ den – fra en der stod mig SÅ nært, kom der INTET!!

…Aaargh okay, det er løgn: Vi fik et “syntes godt om” på facebook…

Men hvor usympatisk har man lige lov at være?? Kunne jeg virkelig ha’ haft en veninde gennem så mange år, uden at spotte at vedkommende var/er så blottet for empati, sympati og næsten et afstumpet forhold til almen med-menneskelighed?? At vedkommende end ikke har det i sig at bruge 2 min. på at sende en simpel besked – et eller andet der indikere at hun kan se ud over sin egen næse og vise omsorg på bare et minimalistisk plan!! Jeg har den allerstørste respekt for at man bare ikke trække vejret ned i maven når psyken slår til – men end ikke en simpel besked???!!

Vi er begge herhjemme i fuldstændig chok. Simon var blevet spurgt om han ville være toastmaster til deres bryllup. Vi skulle sidde ved hovedbordet…

Vi fik at vide at vi blev set på som familie. Hendes eget “kød og blod” blev sat bagerst i lokalet iflg bordplanen, som jeg iøvrigt hjalp til med. Både hendes børn, søster og forældre skulle så langt væk sim muligt og vi skulle så tæt på som muligt…

Vi har været SÅ presset med det nye hus, nedpakning og frygten for Simons cancer – Så at en SÅ tæt på har den adfærd fik os begge herhjemme til reagere promte. Venskabet blev afslutten definitivt.

2020 bedes også bare snart stoppe. Definitivt!! Kæft det har været hårdt. Modgang gør stærk – så herhjemme er vi Hulk, Supermand, Captain America, Spiderman og alle de andre, på én gang. Altså hvis du spørger os ❤

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.