2020 status

Starten af 2020 ligger ret godt i svinget. Jeg har vitterligt ikke en dyt at brokke mig over…

Når jeg har haft en del år med “støj” fra hjernen og udefrakommende gespenster, og jeg træder ind i et nyt år, er det med lidt skepsis – og det er heldigvis ikke en “tradition” der følger med i det nye år. Jeg ELSKER hvad 2020 har budt på indtil nu!!!!

Jeg har som tidligere nævnt, bedt psykiatrien om pause i terapien. Jeg var så mættet af terapi, at jeg hver gang næsten måtte drive mig selv afsted. Jeg begyndte at aflyse, og til sidst var det slet ikke fair. Jeg tog jo tiderne fra andre, der ikke var mættet som jeg. Så hellere melde klart ud at jeg har brug for en pause. Når man føler at terapien bare træder vande, og man bare gentager sig selv gang på gang, er det vist på tide at man holder en pause. Men det fortæller mig også at jeg har modtaget den rigtige terapi. De har udført deres arbejde til UG og jeg er dem evigt taknemlig.

Mit elskede barnebarn har været centrum for en MASSE uro imellem hans forældre. HOLD NU OP det har været hårdt for alle. Alle parter – inkl. os, har været grebet af afmagt, vrede, frustrationer, sorg og grim adfærd. Alle har været præget af det. Men sådan er det desværre når man er i sine følelsers magt. Heldigvis ser det ud til, at med hjælp fra familieretshuset, kommer der ro på. Det er tiltrængt for os alle – og selvfølgelig mest for barnebarnets forældre. Hvor er det bare rart at vi kan gå en sommer i møde, med helt klare retningslinjer der giver en tiltrængt ro. Ingen har ville andet end at knus-elske den dreng, men voksne mennesker er sgu ikke altid voksne. Nu skal der kun være fokus på at den lille dreng skal have det fantastisk, omfavnet af så mange mennesker der elsker ham overalt på jorden.

Jeg fik at vide af en god ven, at vedkommende havde været i festligt lag med en del af min familie jeg ikke har set i 2+ år. Han kunne fortælle at hun under en solid brandert havde udtalt, at hun savnede mig, og hun var vist blevet ret rørstrømsk over vores manglende kontakt – på trods af den klassiske kæmpe brandert havde hun virket oprigtig. “Han syntes altså jeg skulle gen-overveje den manglende kontakt”. – og det gjorde jeg faktisk. Jeg tog det virkelig til mig, og tyggede længe på tanken om at skulle tage kontakt. Jeg valgte at gå min sidste beskeder igennem – altså hendes og min sidste dialog indbyrdes. Bare lige for at opdatere hvad det nu egentlig var, der var blevet sagt/skrevet. Det kurerede prompte de minimalistiske følelser der overvejede en kontakt. Jeg kunne pludselig genlæse alle modbydelighederne vi havde smidt efter hinanden. Ingen var bedre end den anden!!! Men det gav mig en ro… Nu var jeg jo sikker. Der var ingen tvivl mere. Bruddet var det helt rigtige!! Blodet vi deler gør ikke at det er nemmere af være i familie sammen.

Jeg har brugt så mange år på at være “syg”. Jeg har været så pumpet op med medicin – og penslet til med terapi, at jeg for nogle måneder siden bad psykiatrien om en udtrapning af medicinen. Pt får jeg absolut mindste dosis jeg nogensinde har fået. Iøvrigt ville jeg aldrig drømme om at gøre det på egen hånd, hvis ikke psyk syntes det var en god idé. Får nu så lidt medicin, at det egentlig er åndsvagt at jeg overhovedet tager det. Jeg kan endelig mærke mig selv 100%, intet er hæmmet af medicin der ligger en tåge over mine følelser. Jeg foretager mig intet uden af tale med psykiatrien, men hvor er det bare en rar følelse at være 99,9% ude af medicinen, og kunne mærke mig selv – og samtidig have det så godt.

Jeg har haft mange ulidelige kampe med ikke bare min egen familie, men desværre også med Simons familie. Man behøver ikke resolut at have det godt med sin svigerfamilie, men det kunne sgu da være rart at jeg havde det lige så godt med min svigerfamilie, som Simon havde det med mine forældre inden de gik bort. Simon blev omfavnet fra det øjeblik han trådte ind af døren. Hans selvtillid blev boostet fra dag 1, og det var for ham tiltrængt. Mange år med misforståelser af hans person havde knækket ham på mange punkter. Jeg misunder hans forhold til mine forældre – det har jeg aldrig haft med hans side af familien. Men jeg er afklaret med det – jeg har sat en streg i sandet og er kommet frem til, at det er hvad det er. Simon har givet mig hans fulde opbakning. Han forstår mig heldigvis udemærket godt, og der er ingen bebrejdelser.

Der er pænt mange mennesker jeg har sagt fra, over for og jeg ikke har kunne enes med. Jo jo, det kunne jo så også være at det var MIG der var galt på den, og jeg erkender hellere end gerne at jeg ikke ligefrem er verdens nemmeste at holde af fra tid til anden, men jeg omfavner det, erkender og siger til mig selv – og dem det måtte berøre – “Jeg gider sgu ikke bruge mit krudt på det her”. Jeg går væk fra konflikten, uanset hvem der er skyld i den.

Så pt er jeg ret vild med 2020 – og glæder mig vanvittigt til at se hvad året har at byde på…