Bedste udgave

Jeg er 47 år gammel og føler vitterligt at jeg nu er den bedste udgave af mig selv. Endelig!

I så mange år har jeg været styret af  “andre kræfter”. Min barndom var styret af vold, misbrug og frygtelig adfærd. Jeg vidste godt at jeg var anderledes, jeg vidste bare ikke hvorfor. Jeg søgte så dengang, heller ikke svar på hvorfor, i stedet accepterede jeg bare at sådan var jeg nu engang. Jeg var ikke ensom, ift til venner og veninder – jeg var bare alene. Jeg ser tilbage på min skolegang med sorg, frygt og vrede omend jeg ikke følte sådan før langt senere i mit liv.

Som teenager stod jeg i samme båd. Hende den udfarende, livlige og provokerende grænsesøgende. Når jeg blæste rundt som en hovedløs høne, var ingen i tvivl om hvor jeg var – jeg kunne altid ses og høres. Bogstavlig talt!

19 år gammel, gravid og stensikker på at jeg da havde styr på livet. Næsten lige kommet hjem fra 13 mdr på Island, næsten uddannet grafiker og kærester med en erhversdykker der spillede Kong gulerod. Jeg havde ingen anelse om at jeg i en alder af 20 somre skulle stå alene med et lille menneskebarn, fordi Kong gulerod blev smidt ud af frømandskorpset, tyede til vold mod andre, der fik ham fængslet og senere faldt han i b.la. heroin. Min datter har kun set ham 2-3 gange siden hun var 3 mdr gammel. 100% hendes eget valg iøvrigt!!!

Blot halvandet år senere var jeg igen forblændet af kærlighed, og stod igen alene. Denne gang med to små børn. Jeg anede ikke hvad helvede jeg lavede. Det er et “mirakel” at jeg nu har to så fantastiske børn, der styrer målrettet mod en fantastisk fremtid. De har også måtte kæmpe mod tåber, men de har evnet langt bedre end jeg, at nå deres mål.

Jeg så min endelige diagnose som både en velsignelse OG forbandelse. Fordi nu havde jeg en forklaring på det meste af mit liv, men nu skulle jeg også lære at leve på en helt ny måde. Så mange år er brugt på at lære at leve på en ny måde – en måde hvor jeg konsekvent og konstant skulle mærke efter, lytte til mig selv, finde grænser for min kunnen og bruge tid på evindelige forklaringer.

Da begge mine forældre gik bort, blev jeg/vi ramt af en voldsom sorg og chok fordi de gik bort med så kort mellemrum. 66 dage jeg dårligt husker. Det blev efterfulgt af en skam – skammen over at føle mig fri. Nu kunne jeg bedre tale frit, føle frit og løsrive mig. Jeg mistede ikke bare mine forældre, men også mine søskende – omend det var semi-eget valg. Blod er ikke tykkere end vand, og “bruddet” har været nødvendigt. Jeg SAVNER mine søskende, men desværre savner jeg dem ikke som “mennesker” og deres værdier.

Jeg har brugt kræfter jeg ikke anede jeg havde, på at nå til hvor jeg er nu!! Jeg har gjort det på egen hånd.

SÅ.. Til alle dem der tvivlede… Alle dem der dømte… Alle dem der løj og misbrugte… Alle dem der så skævt til mig… Alle dem der misforstod mig… Alle dem der ikke troede på mig… Alle dem der så skævt til mig… Alle dem der hviskede bag mig… 

FUCK YOU!!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.