Mette er klog

Når matriarken forsvinder

Det er kun en lille uge siden at det var 2 år siden jeg mistede min mor. Om få uger er det også 2 år siden jeg mistede min far. Et voldsomt tab, man aldrig rigtig kommer sig over. Jeg savner dem hver eneste dag. Jeg savner at bare sidde og tale med dem, og lade dem begge råde og guide mig i hverdagen.

Hvis der var “uorden” i familien blev det “fikset” af enten mor eller far – de ville fandeme ikke have rod hænge og dingle på stamtræet. Man fik en kærlig skideballe, og blev bedt om at det der kunne man altså godt tage og fikse – sådan noget pjat, det gad de ikke.

Da de gik bort med så kort mellemrum var vi alle lidt i en choktilstand. Vi rykkede sammen i sorgen, men da det praktiske skulle tage over, kom der hurtigt fnidder. Nogle følte sig ikke set eller hørt i bodelingen, eller følte sig sågar ikke tilgodeset fordi de ihvertfald også ville have.., men vi gjorde vitterligt hvad vi kunne for at det var retfærdigt. Vi brugte simpel lodtrækning. Senere har vi byttet lidt rundt, solgt og delt udbyttet, og givet væk hvis det ikke havde affektionsværdi. Men ellers var der enighed om at nu havde vi kun hinanden, og nu måtte vi fandeme stå sammen.

Det kan vi så ikke finde ud af! Overhovedet!! Mor og fars rolle som matriarker findes af gode grunde ikke, og så har det bare været frit spil på alle hylder. Latterlige skænderier om ligegyldigheder, småligt fnidder om ting der er sket for 20 år siden, forskellige syn på fortiden og et komplet latterligt hieraki om hvem der ved bedst. Der er taget uhensigtsmæssige valg, vi har såret hinanden, ikke bakket hinanden op, manglende støtte, vi har ikke lyttet til hinanden. Vi er ikke ligeglade med hinanden, men vi involvere os ikke med hinanden, på samme måde som vi gjorde da mine forældre var her.

Hvor kunne jeg bare godt bruge mine forældre til at ruske lidt op i latterlige ligegyldigheder. “Du har sagt” – “Du har gjort” – “Jamen dengang der sagde du” – “Jeg vil også have” – “Du lovede”.. Jeg vil hellere gå ind og sige; Det der sker lige nu, ville briste mine forældres hjerter. Alle er ikke uden skyld, alle har en del i det kaos, alle burde se ind ad, alle burde huske på at vi er familie, alle burde accepterer og respektere hinanden.

Vi ELSKER hinanden, det kan man ikke sige at vi ikke gør – men én af de få ting der bandt os sammen var mor og far, og nu hvor de ikke er her mere er vi ikke bare fysisk flyttet langt fra hinanden. Sammenholdet er blevet lille og næsten kun af pligt. Jeg bliver ked af det når jeg får beskeder fra et familiemedlem; Om jeg er klar over at…?! – Nej, det var jeg ikke!! Sammenholdet og respekten er der bare ikke mere.

Fordi man er i familie med hinanden skal man ikke resolut kunne lide hinanden. Det er derfor der er dage hvor jeg savner mine forældre ekstra meget – til at kunne give os alle en mega skideballe, som kun de kunne, og fortælle os at i vores familie holder man kraftedme sammen. Men jeg tror desværre at “løbet” er kørt..

a83bb61f-d04b-48d1-bf61-da8b634218a7

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mette er klog