Bussemand

Jeg har aldrig benægtet at jeg har været en skovl, en idiot, og at jeg har svigtet en masse mennesker gennem mit liv. Det tog mig ret lang tid at erkende, og jeg gav mig ikke uden kamp – men er nået dertil nu, at jeg gerne vil erkende, tage ting på min kappe, undskylde, søge tilgivelse og forsøge at se frem ad og ikke lade mig eller andre blive slået ud af fortiden. Men det er fandeme ikke nemt, selvom ingen har lovet mig at det skulle blive nemt. Jeg har det sidste år været på erkendelsen-togt.

Men… Jeg er blevet en bussemand – og jeg føler, at jeg er blevet udnævnt som bussemand af andre. Ikke nødvendigvis fordi det er det nemmeste, men det begynder at se ud som om at det er det nemmeste. Jeg har fået skæld ud og er blevet “straffet” for mine tidligere handlinger, og det er vel på mange områder retfærdigt – men jeg kan altså godt begynde at mærke at den “straf” måske har taget lidt overhånd, og at rollen som bussemand ikke kan blive ved.

Igen, jeg påtager mig gerne de ting jeg har gjort forkert, og jeg har så rigeligt peget fingre at de fejl andre har haft, omend jeg måske har manglet andres selverkendelse. Den ville godt nok løsne op for mange ting. Mine fejl kan og skal IKKE negligeres , men jeg mangler at få en erkendelse fra dem, der som jeg har fejlet. De skal ikke stå på ét ben, men en simpel erkendelse kan man altså komme langt med. Jeg er et menneske med masser af fejl, men det er jeg jo ikke ene om. (!!!!!!)

Der sidder nogle mennesker derude som jeg både er relateret til, og som har været mine venner i mange år, og ikke én eneste har erkendt hvor de eventuelt har fejlet. De venner jeg følte, at jeg måtte vende ryggen har på intet tidspunkt sagt eller på anden måde givet udtryk for at de godt kunne forstå hvor jeg kom fra. Jeg cuttede jo ikke bare forbindelsen fra den ene dag til den anden – jeg forsøgte at tilkendegive hvordan jeg havde det. Dér hvor jeg sidder nu, efter så megen selverkendelse, kan jeg slet ikke sætte mig ind i at man ikke laver en form for “soul-searching” når en nær veninde giver udtryk for det. Èn af veninderne mente at de følelser jeg havde, var noget der foregik i mit hovedet;

“Søde skat, du tror da for helvede ikke at efter 25 år, så er det en idé jeg bare lige har fået? Du er så følelsesmæssigt afstumpet efterhånden at du helt overser hvem det er du kigger på i spejlet, og med din hårdhed bare skubber problemerne, kærligheden og de vigtige mennesker fra dig“.

Den anden veninde benægtede fra det øjeblik jeg sagde min mening og hvordan jeg havde det;

“Du er så overrumplet af livets konsekvenser, og at det aldrig er din skyld, og det er altid alle andres skyld. Du har nået en alder hvor du SERIØST er nødt till at tage et ansvar, lade være med at tro på dine egne livsløgne. Livet bliver ikke bedre af at du kommer puddersukker på alting eller skjuler alt“.

De familiære relationer jeg har, hvor jeg føler at jeg mangler en erkendelse, dér er jeg nødt til selv at komme frem til en erkendelse. Jeg får ikke en erkendelse medmindre de er klar til – fuldstændig som jeg skulle være klar til det. Jeg er bare frygtelig træt og ked af at være bussemanden. Déres andre relationer og venner kender kun én side af mange historier. Jeg har ikke haft en jordisk changse for at forklare mig eller komme med en eventuel anden side af historie – ergo så bliver jeg en endnu større bussemand, hos mennesker jeg egentlig ikke har en relation til eller skylder en forklaring.

Så jeg har brugt oceaner af tid på mine egne erkendelser og min egen soul-searching, men skal lære på en eller anden måde, hvordan jeg kommer videre uden andres erkendelser.