Familiær

Jeg har de sidste mange år ikke været ret god til mange mennesker samlet på et sted. Støjen af mange mennesker der taler i små rum, går lige i hjernen på mig og bliver til det jeg elegant kalder “white noice“. Lidt som når et tv har “sne” på skærmen – jeg kan slet ikke rumme det, og det udløser 9 ud af 10 gange et angstanfald. Jeg vil hellere brækket et ben på langs, end at have et angstanfald. Det suger alt liv ud af mig og det tager mig flere dage at komme over det.

Det har været svært i forhold til min svigerfamilie. De holder mange “kom-sammen” ifb med fødselsdage, påske og jul. Det er en pænt stor familie så der er mange fødselsdage, og alle er inviteret. Både familiemedlemmer, gamle naboer og vennepar. Ofte er de mellem 15 og 20 mennesker. De gange jeg tager med, er det faktisk skide hyggeligt og uhøjtideligt – ingen dikkedarer, de er der for at hygge sig sammen.

Selvom de samles ret tit, er jeg kun med ca 3-4 gange om året, (og det er næsten en overdrivelse), – fordi jeg har det så svært med de mange mennesker og de “små rum”. Jeg er træt af det, for jeg går jo glip af ret meget, og skal samtidig sidde alene hjemme og vente på at Simon kommer hjem. Det bliver svært at få et tæt forhold til min svigerfamilie. Èn ting er at min familie og Simons familie ligger så langt fra hinanden ift til personlighed, traditioner og syn på mange ting, men at jeg er blevet væk så mange gange de sidste 9 år, gør det ikke nemmere.

Idag har min mand og hans tvillingsøster fødselsdag 🇩🇰 og vi blev inviteret til brunch og hygge hos min svigerinde. Påskevejret er fantastisk, og det lå i kortene at det blev en flot dag – og jeg tog med.

Støjniveauet er altid højt når man træder ind af døren og alle skal hilse på alle, og ungerne blæser rundt. Det er logisk og forståeligt. Det lå liiiige på vippen et par minutter, men jeg holdt ud og havde en skide hyggelig dag. Vi fik god mad, alle fik sludret med alle, og spillet havespil med ungerne. Vi tog dog hjem efter knap 4 timer, fordi dér kunne jeg godt mærke at jeg havde brug for at trække mig. Men jeg holdt ud, og det er jeg lidt stolt af.

Det er svært for andre at forstå hvorfor jeg ikke dukker op hver gang, men alle der kender til angstanfald kender følelsen. Min diagnose præger min hverdag MEGET lidt efterhånden, men det sidder i én hvad det er man gerne vil undgå og hvad der udløser det. Jeg får stadig stabiliserende medicin men i små mængder, og det skal jeg være resten af mit liv – det har jeg accepteret. Mit liv er pt så roligt at det næsten er skræmmende.

Jeg har ALDRIG før haft så megen ro og stabilitet omkring mig, og jeg nyder at jeg bare hviler i tingene og livet. Ja, jeg har været et “Dickhead” mange gange i mit liv – men der er ting jeg konsekvent har lagt bag mig. Det er menneskeligt at de ting man har gjort der ikke just er poleret, at dem vil man bare gerne komme videre fra. Ingen kan lide at høre for hvad de gjort for 5-10-15 år siden.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.