Hva´ nu hvis?

Jeg fylder alt for tit mit hovede med ting der slet ikke burde være en bekymring – men jeg har siddet på første parket da mine forældre døde så tæt på hinanden, og så pludseligt – og INTET anede noget om noget. Os søskende var spejlblanke, men vi havde i det mindste hinanden.

Det har jeg ikke længere, så det er begyndt at fylde igen; “Hvad nu hvis der sker noget”???

Da min far dør så kort tid efter min mor står vi 3 søskende – (og 2 børnebørn), og har ikke den fjerneste anelse om hvad pokker vi lige skulle gøre dérfra! Vi havde dårligt fået vejret efter min mors død, nu skulle vi stå alene med min fars begravelse, huset, boet og advokater. Jeg husker ikke så meget om hvem der gjorde hvad, velsagtens fordi det hele var en form for overlevelsesinstinkt. Jeg husker SÅ lidt fra den dag han skulle bisættes – faktisk sidder det mest klart for mig at min gamle veninde pludselig dukkede op og jeg faldt hende om halsen. Hun kendte ikke min eforældre, og kom kun for min skyld. Jeg husker ikke meget andet – desværre.

Men hvad nu hvis der sker mig noget??? – og jeg ikke har kontakt til resten af familien?? Hvad sker der så? Kommer de så bare som “gæster” når jeg proppes i en hul? Kommer de overhovedet, eller sender de bare et upersonligt kort med en dusk vedhængt??

Det jeg ejer og har, som evt kan indgå i en arv – har de lyst til at få det? – Har jeg lyst til at de skal have det? Jeg har ikke millioner på kontien, men jeg har nok til at det ville kunne indgå i en arv. Skal jeg sætte mig ned og liste ned hvem der skal ha´ hvad, samtidig med jeg er følelsesmæssigt påvirket af vores brud???

Jeg HÅBER da ikke at det brud der er vores familie varer til den jeg må tager “herfra” – men hvad nu hvis det sker inden vi evt lærer at kommunikere? Det kan lige så vel være en af dem der kommer af dage og så står jeg på sidelinien og tvivler på hvad jeg skal gøre.

HÉR kommer det virkelig til syne hvad splittede familier ikke tænker over. De ser bare en dum mor/søster de ikke gider forholde sig til, og vipper vedkommende ud til siden. “Hun kan bare undskylde” – Nej, det kan jeg ikke…jeg vil ikke undskylde at jeg har en mening. Jeg kunne evt undskylde at jeg sagde ting højt og her på bloggen. Men skal jeg så undskylde at jeg er den jeg er, og den måde jeg altid har været på???

Altså min adfærd overrasker altså ikke længere…. forhåbentlig!!!

For MANGE år siden var jeg rigtig rigtig vred på nogen i familien. I 2 år lukkede jeg helt ned – Christina 4 år rød stue, tillod ikke at de så mig eller mine børn. Jeg ville bare væk og være i fred. Det kan ikke understreges nok hvor meget jeg fik at høre for den beslutning, og fik skæld ud for at lade børnene komme i klemme. “De skal ikke komme i klemme fordi de voksne ikke kan finde ud af at opføre sig ordenligt”

…hmm!!! Javel ja….! Kan man glemme det på blot 11 år???

Hukommelsen svigter åbenbart, for selvsamme der løftede den stive pegefinger lader nu min nevø blive en del af det vi skændtes om. Jeg mødte min nevø i kvickly i sommers og sjældent har jeg fået SÅ fantastisk et kram og fået at vide så mange gange at han elsker mig og savner mig. Det piner mig at han er låst fast i vores rod. Ved en fejl – og det var vitterligt en fejl, ringer jeg min nevø op for nogle uger siden. Jeg opdager det inden han svarer og jeg smider røret på. 5 min senere ringer han mig op – ked af det og forvirret og vil så gerne at han kunne besøge mig. Jeg bad ham snakke med hans mor om det og han udbryder; “Mor siger jeg godt må” – tænk at han må LYVE fordi han så gerne vil hjem til os. Jeg græd som pisket bagefter. For helvede jeg savner ham…

Men det er pisse svært, og jeg forsøger virkelig at sætte mig ind i deres tankemønster. Jeg kan sagtens forstå dem. De har hele deres liv skulle stå i skyggen af hende den bindegale storesøster, der havde det ene mere åndsvage påfund efter det andet. De er blevet bedt om, af vores forældre at bære over med den åndsvage storesøster – og inden jeg påtager mig hele skylden – så er jeg helt klar i spyttet når jeg siger; INGEN kan i vores familie frasige sig at ha´ været en snotskovl fra tid til anden. Nogle mere end andre.

Men skal vi være snotskovle så længe at vi risikere at en af os går bort???

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.