Livet er for kort

I vores familie ved vi om nogen hvad det vil sige at miste. Den sorg der følger med kan end ikke beskrives. Man bliver aldrig rigtig “hel” igen.

Idag var jeg på kirkegården for at besøge min venindes gravsted. Hun døde for få måneder siden af hjertestop. Helt forfærdeligt og tragisk. Hun efterlod sig sin kæreste gennem 29 år og en teenagersøn, og var blot et enkelt år ældre end mig. Det giver ingen mening for mig at hun skulle herfra så tideligt. Hun var jo slet ikke færdig med livet for fanden. Hun var jo slet ikke færdig med at leve.

Livet er bare så meget kortere end vi regner med. Vores liv blæser bare der ud af, og tiden føles hensynsløs. Vi har 6 års bryllupsdag idag – Jamen, er der allerede gået 6 år? Det er mere end 1 år siden mine forældre døde – Det giver jo ingen mening at der allerede er gået så lang tid. Jeg bliver 45 om få uger – Det var sgu da sidste år jeg blev 22!?

Jeg vil ikke ende mine dage, og sidde med følelsen af at der er noget jeg ikke har nået eller gjort. Men føler samtidig at jeg har nået rigeligt. Jeg har et godt ægteskab, dejlig familie, gode venner, og oplevelser har jeg vist heller ikke manglet. Har nået at rejse til nogle fede steder; Island, USA og flere af de klassiske turistmekkaer. Jeg vil ikke ende mine dage med at være sur, vred eller skuffet over nogen eller noget. Jeg kan ikke slutte fred med hele verden, men når jeg så sidder på kirkegården hos min veninde, kan jeg da godt tænke; “Hva´nu hvis jeg ikke er her imorgen”?

Hvad så med de personer jeg ikke har forsonet mig med? Hvad skal der ske med min mand? Hvad med vores hjem? Hvad med vores familie?

Det sætter ting i perspektiv, at livet kan slutte på et splitsekund. Jeg har en fred i min hverdag i at føle at jeg ikke kan gøre mere dér hvor der ikke er forsonet. Nogle gange må man bare acceptere at tingene er hvad de er, ihvertfald i skrivende stund. Når jeg hører på min venindes mand, der fortæller at han kæmper med skyldfølelse og ensomhed. Skyldfølelse over, om der var mere han kunne have gjort, om der var noget han kunne have gjort anderledes. Det er jo forfærdeligt at tænke på. Jeg får ondt i maven ved tanken om hvor svært det må være.

Alle de steder hvor jeg har fejlet i mit liv, kan jeg ikke ændre på, så jeg vil hellere forsøge at hvile i nuét. I det jeg har lige nu og her. De mennesker der ikke kan forene sig med mig og mit, håber jeg også en dag finder en ro. Hvis ikke med med mig og mit, så med det de har. Kunne være rart at kunne sidde sammen, nyde et glas vin, og tale om alt og ingenting. Iøvrigt så går vin under det faktum at man drikker alkohol, så måske man kunne fnise lidt af at man udtaler man ikke drikker alkohol 😉 Måske kunne man tænke tilbage og komme frem til at livet simpelthen er for kort…?

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.