Overskudskontien er helt perfekt i tiden og jeg udnytter det til fulde. Efter jeg stoppede med Latud
Se næste indlæg >
Det der med at savne
Christina Winther
Jeg savner mine forældre. Jeg savner min datter. Jeg savner mine søskende, Jeg savner min nevø. HVER DAG!!!
Min forældre har været borte i mere end 2 år nu, og man burde vel tro at det bliver bedre og nemmere. Det gør det ikke. Slet ikke.
Jeg har ikke altid haft et nemt forhold til mine forældre, dels pga ting jeg er budt fra deres side – men helt sikkert også fordi jeg var en forkælet møgunge. Jeg har skulle tilgive dem, også efter deres død- og hvordan fanden gør man det?! Jeg sagde engang til min far i et pinefuldt skænderi; “Den dag du dør ryger du ikke til himmels” – og så døde han. Jeg har brugt 2 år på at panisk finde i mig selv hvordan jeg gør det om. Jeg mente det jo da jeg sagde det – og han havde gjordt mig så ondt. Han havde ødelagt noget i mig – og så sagde jeg det. Det piner mig.
Min mor savner jeg mest – fordi hun havde en løsning på alt – men hun har også budt mig en masse forfærdeligt. Derfor kan jeg da godt savne hende ikke? Det vil jeg bare så gerne have lov til.
Intet af det der er sket er en hemmelighed for nogen i familien – det er så…ja… ligegyldigt HVOR meget de ved. De ved det og det er rigeligt. Den vrede jeg evt har haft mod mine forældre kan måske sammenlignes med den vrede min datter har mod mig. Jeg får at vide at jeg ikke har været det hun havde brug for – nogenlunde det samme jeg har raset ud overfor mine forældre. Jeg har fejlet og svigtet og har lavet seriøst fuck ups – og til ingen overraskelse vil hun nu ikke se mig, eller lade mig lære mit barnebarn at kende.
Sådan gør vi det nemlig i vores familie. Hvis det er grimt: VÆK!!! Hvis det minder om noget grimt; VÆK!!! Hvis man siger sin mening offentligt; VÆK!!! Det er imponerede at man bare sådan kan blive usynlig. Jeg hidser mig op og siger KRAFTEDME………………….VÆK!!!!
Mine forældre kan jeg ikke gøre så meget ved nu da de ikke er her mere, Men…….Hvad med resten af familien?…
Min datter. På trods af at alt – så har jeg altså verdens smukkeste datter. Stoooore grønne øjne, kilometerlangt mørkebrunt hår, de smukkeste læber. Hun bliver bare kønnere når hendes spraytan farves grøn. Hun er veltalende som en havnearbejder der kommer de finere steder. Vi har skændtes som hund og kat – altid. Stoppede op fra tid til anden for at blive hinandens bedste venner. Så kunne vi puste lidt ud med mor/maria tid. Disse op- og nedture har varet ved nu i plus10 år, hvis det kan gøre det. Nedturene blev mere og mere voldsomme. “Jeg hader dig” – er ikke en ukendt sætning. Jeg har mistet hende denne gang – hun tog over på den anden side af fjorden, fik en lille Valde (hendes baby) og er sammen med ham kæresten som vi allesammen krummede lidt tæer ved. Hun er sgu ligeglad. Jeg tror at hun har tænkt: “Krum det i vil, han er min og jeg bliver hvor jeg er”. Jeg har været SÅ vred og skuffet, og det hun har stået med, kan ganges med 1000 – og nu er der dødvande. Vi ser ikke hinanden, hilser ikke på hinanden, holder os fra hinanden. Jeg skal helst ikke eksistere. Der er brugt ufine metoder fra os begge, og for nyligt sagde jeg stop, og sendte hende en mail. Vreden skal stoppe. Gud forbyde at der sker nogen af os noget. Det gavner ingen parter. Jeg HÅBER jeg ser hende igen – måske et neutralt sted??
Mine søskende. Puuuha, jeg ved sket ikke hvor jeg skal starte. 3 personer der er relateret – og vi har vitterligt INTET tilfælles udover blodet i vores årer.
Lyse er den kærlige advokat, hende vi alle lyttede til. “Bare spørg Lyse så ved hun det”. Blidere end blid – indtil man tager fejl af hende.
Snut og jeg…. 13 mdr imellem os. Jeg var lys, og fyldt med krøller og hun var mørk og fyldt med hvirvler. Ingen fælles venner, ingen fælles interesser, ingen fællesnævner. Det er dømt til at gå galt når vores forældre ikke er her til at få styr på os. Jeg har higet efter et forhold til hende – uden held og uden at vide hvorfor jeg higede. Jeg sagde min mening om en vis adfærd jeg ikke brød mig om, det vil jeg ikke undskylde for. Den var ilde hørt, men det var og er stadig min ret til at sige den – jeg bliver så straffet ved ikke at måtte se min nevø – Han har GUDEstatus hos specielt Simon, fordi vi ikke kan få fælles børn. Den dreng er alt det simon gerne ville ha´ haft i en søn. Vi knuselsker den dreng!!!!! Savner ham døgnet rundt, jeg har sagt tilstrækkeligt meget undskyld for mig og min person, men jeg vil ikke undskylde for at sige min mening – jeg/vi skal så åbenbart miste min nevø fordi jeg siger min mening.
Jeg ved om nogen, hvordan det er at savne..
.