Et kram….

I weekenden var Simon og jeg ude og handle ind, hvilket der ikke er noget fancy over… men, på vej ind i en butik støder jeg ind i mit ynglingsmenneske. Han er 10 år gammel og noget at det mest elskelige jeg kender.

Min nevø. Han giver de bedste krammere, og vi stod så længe og bare krammede, at damer der gik forbi sagde; “Aaawww”… “Jeg elsker dig” blev der sagt 1000 gange. “Jeg savner dig” blev der også sagt 1000 gange. Jeg forsøgte at suge ham til mig, så jeg kunne få ham på flaske – jeg ELSKER den dreng.

Jeg må desværre ikke se ham som jeg – og han, ønsker det. Jeg bad om lov til at inviterer ham med i ZOO, men fik beskeden fra hans mor, at hvis jeg ikke har et forhold til hende, så har jeg heller ikke til ham. Det er et eller andet sted fair nok – eller, nej det er det ikke… men jeg savner ham. Da jeg fik den besked at jeg ikke måtte se ham, græd jeg i flere dage. Hvorfor skulle han være “fange” i det vi voksne ikke kan finde ud af???

HVIS jeg tog en dialog med hans mor ville det helt sikkert ændre sig, men det kommer ikke til at ske endnu… det er JEG ikke klar til, og tror sgu heller ikke at hun er. Jeg er stadig vred og skuffet – og det er ikke et skide smart grundlag at starte en dialog ud med.

Jeg HAR hørt for det, og vil sikkert også høre for det til evig tid – at jeg taler/skriver så åbent om vores interne forhold på min blog. Jeg beskriver min skuffelse og vrede – og sorg. Der ligger jo langt mere i det end jeg “bare” er vred og ked af det – det er MANGE års små og store konflikter der har ophobet sig.

Da Simon kom ind i min familie blev han nærmest “advaret” om hvor sammentømret en familie vi var…

……men så sent som i weekenden snakkede vi om det, og hvor pinligt det har udviklet sig. JA, vi var sammentømret, men det var udelukkende fordi vi havde vores forældre. De er her ikke mere og vi har alle siden skidt på sammenholdet og alle skred, på hver deres måde. Sammenhold min bare røv..

Bare det faktum at tidligere veninde til mig, som min mor hadede i høflig hemmelighed og ikke ville have ind på livet, pludselig inviteres til sammenkomster, er pinligt. Min mor ville have talt ud gennem tænderne, og min far ville ha´ fløjet meget meget sagte.. (Det viste vi alle hvad det betød)..

Jeg fik det kram af min nevø der næsten hoppede op i armene på mig. Jeg mærkede savnet til ham.. Er det virkelig det værd, at miste ham fordi jeg/vi ikke kan finde ud af at opføre os som voksne mennesker??? Jeg HÅBER og BEDER til at vi en dag får ro på, og at jeg igen kan kramme alt det jeg vil på min nevø – håber at der kommer en dag hvor alle parter er klar til det – jeg ved bare ikke hvornår den kommer… men det fantastiske kram glemmer jeg ikke bare lige!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.