Tillykke <3

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Imorgen er det d. 5 august. Imorgen er det min mors fødselsdag. Vi har gjort det til en fast tradition at mødes på mine forældres mærkedage, tage på kirkegården sammen, og bagefter spise sammen. Snakke om de gode minder. Snakke om vores savn og bare være sammen. Vi ses ikke så meget som jeg gerne ville, men vores liv er gået lidt i hver vores retning, i den forstand at det tidligere var mine forældre der var samlingspunktet for os alle. Der er travlt med at være mor, arbejde og hvad der eller sker i vores liv. Men på mærkedagene mødes vi, så vidt muligt os alle.

Jeg kan stadig, efter mere end 1 år, tage mig selv i at jeg skal ringe til min mor. Bare et splitsekund glemmer jeg at det kan jeg ikke. Når jeg kører ind mod byen, kan jeg i et splitsekund glemme at jeg ikke skal ind forbi dem, fikse verdenssituationen med far, handle for mor eller hjælpe med et eller andet. Mon man nogensinde holder op med at have de splitsekunder?

Savnet bliver ikke mindre..det bliver faktisk værre, men det bliver en lille bitte smule anelse nemmere. Vi hviler i at de er sammen. Det ville være frygteligt at den ene skulle sidde efterladt af den anden.

Jeg gemmer på deres ting. Min fars kørekort, en rose fra min fars kiste, min mors køkkenting, hendes kæmpestore lyserøde strikketrøje, hendes smykker. Min fars duftevand og min mors bamsestøvler. Deres smykker og ure har vi delt ud imellem os. Alt er delt i 100% enighed. Fars ure, mors ringe og halskæder. Jeg havde arvet en fingering min mor altid gik med. Simpel ring af hvidguld med en blå smaragd i. Men det var som om den ikke sad rigtig på min finger, og jeg kæmpede lidt med at ville gå med den, og at den ikke rigtig hørte til der. Vi har en intern aftale om at hvis der er noget af deres vi ikke kan/vil have, så skiller vi os ikke af med det uden at spørge de andre. Jeg ville gerne bytte den ring med min søster, og hun havde en gammel guldkæde min mors gik med som armbånd. Passede os begge fint at bytte.

Fik idag pudset det op, og nu er det er armbånd for mig. Går med det sammen med min fars ur.

Da min mor i tidernes morgen fik stamceller fra en ung tysk mand, der skulle hjælpe på hendes leukæmi sendte hun mig en sms. Den sms sletter jeg aldrig, og finder den tit – bare lige for at få en dosis af mors kærlighed.