Grundstenen

Vi sidder stadig i Spanien. Vi har overhovedet ikke lyst til at tage hjem. Ikke bare fordi vi har haft en fantastisk ferie – men fordi JEG ikke ikke har lyst til at tage hjem til det der er derhjemme. Mit dejlige hus savner jeg, min lille håndfuld af venner og livet i vores by med brosten, roser i alle bede og gamle huse. Næsten alt andet vil jeg helst ikke hjem til.

Det er nu, ret præcist, 2 år siden begge mine forældre gik bort. Jeg føler at jeg mistede mig selv  da de døde. De var min grundsten. Vores grundsten.

De var hvem jeg identificerede mig med. De var på ingen måde perfekte, men det var dem der bandt os alle sammen, uanset smålige eller store skænderier. Uanset hvad livet smed efter os, så bragte de os sammen – på godt og ondt.

De lærte mig grundværdierne. Da de gik bort skred fundamentet under mig – og på de 2 år der nu er gået, ser jeg langsomt men sikkert tingene i et andet lys.

Jeg troede jeg havde en familie. Det troede jeg virkeligt. Det har jeg vel også i ordets forstand, men “indbegrebet” af familie er der ikke mere. Ikke for mig. Jeg kan ikke sige mig fri for gigantiske fejl og mangler – jeg kunne lave en bog længere end biblen med mine fejl og fuck up’s. Bliver skam også konsekvent mindet om dem, fordi andre mener at jeg absolut ikke ikke skal have lov til at glemme det nogensinde. Jeg skal helst straffes også. Fratages muligheder for at være en del af store livsbegivenheder. Jeg udelukkes!

Men at langsomt og alligevel pludseligt at se dét, jeg har “nægtet” at se hos mine nærmeste  skaber en dyb frustration hos mig – som at få endnu en sorg jeg skal bearbejde. Sorgen over mine forældre jeg endnu ikke forlignet med, så en endnu en sorg er ubærligt.

Jeg har mødt manglende accept og ligegyldighed af anden verden – undskyldt med at man “ikke vil blande sig”. Hvordan man end vender og drejer det, så er det for mig at udstråle ligegyldighed. Konfliktsky af værste skuffe. Tænkt at være så optaget af sig selv og sin egen lille boble, at man ikke med næb og kløer forsøger at genskabe den grundsten der f.eks. gik bort med mine forældre?! Tænk at ikke indvie hinanden i vigtige ting der sker i ens liv??! Tænk at udtale at andre “bare” er et sort sted i deres liv, og at de “ikke kan gøre for det” og ikke handle på det??! Gør dog noget!!! Træd til, hjælp, udtryk dig..!!

Har i over 1 år, hvis ikke mere, ikke modtaget ét eneste opkald fra vigtige mennesker, kun med det ene formål at spørge ind til mig og mit. Ikke én eneste gang. Gik sågar mine opkaldslister igennem fordi jeg tænkte at det ikke kunne passe. Men den er god nok.. det er jo frygteligt!!

Jeg har for vane at placere folk på piedestaler. Sætter dem højt, og des højere jeg sætter dem, des mere kæmper jeg for at nå dem. Som at fange fluer med spisepinde.

F.eks.: “X er den milde, den søde og den der holder ro og orden, og den alle lytter til”! Det var min overbevisning. Det er alles overbevisning…. Men det er gået op for mig, at med dén rolle hopper man over hvor gærdet er lavest. Der hviler selvfølgelig et kæmpe ansvar på dennes skuldre, men de vil jo slet ikke have det ansvar. De kan slet ikke overskue det, og melder sig ud.

De ved slet ikke hvor meget der er brug for dem, og hvor desperat man håber at de vil gøre det de er bedst til; Skabe ro hvor andre ikke evner det. Bygge lidt på grundstenen, så andre kan se at det hele skal bygges i et samarbejde. De er nødvendige teamledere. Den rolle ønsker de ikke, så de fralægger sig ansvaret og lader de gamle mursten gå til. Ligegyldighed, fordi det er nemmest og egen redebyggeri er bedre!

Der er f.eks. personen i “byggeteamet” der kon-se-kvent bare vil være bedre end alle andre. De anstrenger sig  ikke engang – det ligger i deres natur at møve sig bedrevidende ind i debatter. Det er både en ubevidst og voldsomt bevidst. Hvis man spørger ind til en flis i fingeren, kastes der omkring med smarte latinske udtryk og bedrevidende know-how, istedet for at bare kalde det for hvad det er: En harmløs flis i fingeren. Påståelig, voldsomt selvmedlidende og dramatisk med alkohol i blodet og har en ubevidst evne til at få andre til føle sig lidt mindre. Under uenigheder ,(og alkohol), får vedkommende en selvkørende motormund, man med alskens kunstner ikke kan stoppe, så man selv kan komme til orde. Hvis man siger: “Jeg føler/tror/mener” – er svaret konsekvent; NEJ, det passer ikke, fordi det bestemmer og føler  jeg og sådan er det bare”!!! De skides højt og flot på at man ikke er enig, eller at man nærmest kan dokumentere emner de påstår ikke eksisterer. Shit, det er belastende og opslidende.

 Ja, det er VOLDSOMT fordømmende af mig! Ja, jeg burde “tager den internt” – men det er forsøgt 1000 gange, hvis det kan gøre det.

Mens jeg søgte accept forsøgte jeg samtidig selv at finde en accept i min egen skæbne. Hvad var/er min rolle?? Hvad står jeg for?? Hvad fanden fejler jeg?? Hvem og hvad har jeg brug for?? Jeg jonglerede rundt med alt for mange bolde af gangen. Jeg ville have kontrol, accept, ligeværdighed, loyalitet og 1000 andre ting – da jeg ikke kunne få det, skabte jeg mig åndssvag og lavede røre i andedammen.

Jeg kan bare ikke mere!!! Jeg kan ikke få den accept, kærlighed og loyalitet jeg ønsker. Det har jeg erkendt. Min dejlige og voldsomt tålmodige mand fik det sagt på en måde, så det fes ind, og dermed nemmere at forligne sig med.

Måske jeg vil have mere end de kan give, det ved jeg ikke, men det er for hårdt hele tiden at jage det man aldrig kan få. Jeg føler mig konstant ked af det, svigtet hvor jeg havde brug for andre og næsten uønsket. Jeg føler mig simpelthen ikke elsket og vigtig. Jeg går fra det. Det er jeg nødt til – ellers mister jeg mig selv. Det er alt for uoverskueligt at blive i noget, der er så opslidende og gør mig så ulykkelig.

Jeg smækker ikke døren. Jeg lukker den bare. Lige så stille, og går min vej. Evnerne til at forligne mig med situationer har jeg ikke.

Jeg bygger min egen grundsten ♥️

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.