Finder freden

Altså hvor har de sidste år været hårde. Man føler sig periodisk ovenpå og det hele kan forekomme lidt “woop ti doo”, men lige under overfladen har man det faktisk slet ikke godt.

Tabet af mine forældre, sygdom og forholdet til andre der står mig nær.

Det jeg egentlig har haft allermest styr på er min sygdom. Det meste af tiden har jeg kontrol over dén og ikke omvendt, omend dets grimme ansigt fra tid til anden titter frem, og giver mig en reminder om at jeg ikke skal hvile for meget i den tro. Men overordnet set, står jeg med størstedelen af kontrollen.

På den “private” front har det set lidt anderledes ud, desværre. Jeg er kontrolfreak!! Jeg føler mig svag når jeg ikke har en vis kontrol. Jeg HADER den side af mig selv. Det er lige fra at sidde som passager når min mand blæser igennem hårnålesving hernede i de spanske bjerge, (han kalder mig Hyacinth Bucket), til mine relationer til andre mennesker.

Jeg stiller STORE krav til andre mennesker, men kravene til mig selv er om muligt større. Specielt til hvordan man skal opføre sig. Hjemmefra har vi fra helt små lært at sidde pænt, tale pænt, spise pænt, klæde os pænt… osv! Summeret op; Vær pæn i alt hvad vi foretog os.

Jeg går meget op i det, men visse ting har jeg dog haft det svært med. Voldsomt ambivalent at ville være den “pæne pige” samtidig med at jeg også havde en “rejekælling” gemt i mig. Det der med at sidde pænt med albuerne inde til kroppen og ikke smaske, samtidig med at jeg er den det griner højest med hovedet helt tilbage og allerhelst vil have hullede jeans på, har haft det svært med at spille sammen.

Jeg HADER konceptet; curlingforældre – men det er gået op for mig at jeg selv er det. Mine unger er 23 og 25, så det er sgu lidt op af bakke at blive ved med at opdrage og pakke ind i vat. Min søn glider af på det, og trods gigantiske sammenstød, fordi jeg ville kontrollere og pakke ind i vat, har vi idag et harmonisk forhold til hinanden. Han er mors dreng, men jeg får simpelthen ikke lov til at pylre og kontrollere hans gøren og laden. Har opdaget at det er formålsløst, og nyder istedet at jeg får mit “fix” når han kommer hjem og får god mad og en krammer. Min datter har løsrevet sig 100%.. Har før beskrevet den kæmpe fejl jeg begik, ved at blive veninder med hende – og glemte min egentlige rolle; Mor-rollen! Hun har taget nogle valg, jeg overhovedet ikke er enige i, og klassisk mig, forsøgte jeg at kontrollere hende. Hendes liv fra teenager til voksen var præget af dårlige valg og beslutninger hvor vi som familie ofte måtte træde til – det sad i mig, sammen med beskytter-genet og da jeg i realiteten bare skulle være mor og støtte op, blev jeg en “drage-mor”. Spyede ild og spruttede ondskabsfuldheder ud, og missede fuldstændig min rolle. Jeg er stadig ikke enig i nogle af hendes valg, og jeg har stadig svært ved at acceptere dem. Det ødelagde vores interne forhold. Hun vil ikke have noget med mig at gøre.

Jeg har skulle lære ting på den hårde måde, og jeg har skulle erkende hvor jeg har fejlet – MEN – jeg har ikke ville ændre på min person for andres skyld. Heller ikke for familiens og husfredens skyld. Jeg har sloges med mine nærmeste, fordi jeg er den jeg er. Kaster om mig med mine lidt for ærlige meninger i en ikke altid blid tone, og skriver om det herinde på min blog. Det er godt nok ilde set og mine nærmeste syntes det er pinligt, at gå for langt, at udstille dem og jeg selv ect… Jeg er ikke længere den “pæne pige” mine forældre lærte at begå sig ude i den virkelige verden. (Har jeg ikke været i mange mange år). Jeg kan altså stadig godt opføre mig pænt, men jeg har længe, næsten hysterisk, kæmpet for at få lov til at bare være MIG. Uden diktering fra andre, om hvad jeg burde og skulle.

Hvorfor skal der være regler fra andres side, for hvordan jeg skal opføre mig??

Jeg sidder i Spanien. Her er solrigt, varmt, smukt og drinksene er bare lidt bedre hernede. Mens jeg lå ved poolen, gik jeg igang med en lydbog. Joan Ørting’s: Elsk dig selv. Hun læser den selv op, og aldrig har jeg fattet SÅ meget på SÅ kort tid.

Den enorme kamp jeg haft med andre for at få accept, har jeg også haft med mig selv. Jeg ville passe ind samtidig med at jeg slog flikflak for at skille mig ud. Jeg har haft så travlt med at andre ikke skal bestemme over mit liv, gøren og laden, og havde komplet overset at jeg heller ikke har retten til at bestemme over andres liv. Jeg har f.eks. sagt “farvel” til en veninde gennem “1000 år” fordi jeg følte at jeg konstant skulle have hendes bekræftigelse og fik den ikke. Jeg følte mig mindreværdig sammen med hende og vores forhold var i mine øjne ikke ligeværdigt. Jeg var i tvivl om jeg havde taget det rigtige valg. Bogen gav mig indsigt i at det var det rigtige valg at at stoppe venskabet. Jeg har elsket mit forhold til hende i så mange år, men nu gik den bare ikke længere. Jeg gjorde det for min egen skyld, og blev ikke i venskabet bare for at få en bekræftigelse.

Hvis nogen har en adfærd jeg ikke kan leve med, eller forholde mig til, har jeg haft en tendens til at galpe op, og pege fingre. Det behøver jeg jo egentlig ikke at gøre. Jeg behøver ikke at gå, og smække med døren – jeg kan bare lukke den lige så stille. – og stadig gå min vej.

Jeg er ikke enig i andres “livsstil”, om man vil. Det er ikke deres problem, det er mit. Jeg har smækket døren højlydt i, og det er jeg ked af – jeg burde ha’ lukket døren stille i. Sige; “Jeg er ikke enig i din måde at leve på, være på og jeg kan/vil ikke være en del af det, så jeg går fra det”. De mennesker jeg har smækket døre i for, er mennesker jeg elsker højt!!! Nogle af dem elsker jeg højere end livet selv, men jeg kan simpelthen ikke være i deres livsvalg/livsstil, og vælger ikke at være en del af det. Ikke for deres skyld – men egoistisk nok, for min egen skyld. Jeg mister noget værdifuldt, det ved jeg og den regning må jeg selv betale. – og det er jeg villig til. Desværre.

Jeg har ikke evnerne til at fuldstændig tie, og bare lade stå til. Evnerne til at at bare stå i skyggen og observere noget der, for mig, er forkert, smertefuldt og sårbart. Fordi jeg ved at jeg ikke har de evner, vælger jeg at gå fra det.

De døre jeg allerede har smækket hårdt i, kan aldrig åbnes på samme måde igen. Murværket der holder døren er gået i stykke. Både på min og deres side. Men fremover vil jeg ikke smække dørene – jeg vil lige så stille lukke dem, og forhåbentlig kun for en periode.

Den indsigt fik jeg af Joans bog. Jeg takkede Joan og fik det sødeste svar fra hende. Hun er vis kvinde… uanset dit køn, så læs/lyt til den bog. Den vil gøre dig klogere på dig selv og dine medmennesker ♥️