Jeg vil hellere mangle søvn, end at have en forstyrret søvn. Det der med at falde i søvn, og bli
Se næste indlæg >
Hvad er normalt?
Christina Winther
Hvem bestemmer hvad der er normalt?
Jeg har prøvet det der “normale liv”. Altså det der var normalt for mig. (??). Jeg har prøvet at være noget så smart som “kunde- og personalkonsulent”. Møde ind kl. 08:00, sidde på kontor, taste ind, tale telefon, interviewe kandidater, få fri kl. 16:00. Handle ind, tage hjem, lave mad, vaske tøj….
Jeg har prøvet at være landsdækkende kørende konsulent, (lyder smartere end kørende sælger), for et stort medicinal-firma. Forsøge at lukke store salg med Mærsk, kurser med Mercury Urval, være i Esbjerg om mandagen, Skagen om tirsdagen og et smut omkring Gladsaxe om onsdagen.
Jeg var SÅ god til mit arbejde! Kraftedme god! Jeg blæste der ud af. Fuld fart på. Gik ned med stress utallige gange. Et par uger på ryggen, og vupti… op og afsted igen. Jeg troede at jeg var fucking verdensmester! Jeg var en lorte mor/datter/ søster/kæreste osv… lige dét kunne jeg simpelthen ikke finde ud af. Gjorde ofte forsøget, men det holdt bare ikke ret længe. Det hele var i MIT tempo, og dem der ikke kunne følge med; Bare ærgeligt!
Idag, mange år senere, ved jeg jo godt hvad det hele gik ud på! Dengang vidste jeg sgu ikke engang hvad Bipolar var, og havde nogen påpeget det, havde jeg skabt et nyt røvhul på dem, så let som smed jeg, skødesløst et kosteskaft ind i Aalborghallen.
Jeg har tydeligvis været skingrende manisk. 100% klassisk manisk. Gigantisk ego, nådesløs, aldrig træt, kunne klare hele verden og det var ALLE de andre den var gal med! Ihvertfald ikke mig!
Men dét var normalt for mig!!! At ryge op og ned i kurverne som en hoppebold. Kunne jeg gøre det om, ville jeg gøre det uden at blinke. På et splitsekund. Hovedsagligt for min families skyld – specielt min datter. Hun var/er den der led mest under det. Det bærer vores forhold da også præg af idag. Vi elsker hinanden til månen og retur – men vi har begge pisset ved siden af natpotten, og så skændtes vi om hvem der skal tørre op! (Jeg var nok den der pissede mest…dog ligger hun også godt i svinget…IKKE at det er nu der skal peges fingre).
…and I give a fuck!!!
Men jeg er bare ikke “normal”. Det kan jeg ikke ændre på! Når jeg ser på mine søskende, med deres røvlækre unger, succes på arbejdsmarkedet, almindelige hverdagsproblemer, bliver jeg miskundelig. Deres hverdagsproblemer skal ikke bagateliseres – slet ikke! Men ville til hver en tid bytte min hverdag. Bare for en stund. Ingen medicin, ingen kloge hoveder, ingen hjerne der har for meget fart på og ingen maniske/depressive perioder jeg skal være obs på. Livet giver nogle knubs – om man er normal eller ej! – og hvis jeg var “normal”, så ville jeg jo ikke være mig!
.