Forvirrende lykke

Hvordan kan min lykke være forvirrende for andre? Hvordan kan det være at andre ikke forstår at de valg jeg har taget, at de gør mig forholdsvis lykkelig, og giver en sindsro? Det er jo ikke deres valg og beslutninger – så hvorfor ikke bare hvile i at de beslutninger jeg har taget, at de er taget med velovervejende ro, og at det giver mening for mig?

Jeg har taget nogle store valg det seneste års tid.

Jeg har valgt at jeg så vidt mulig vil være uden medicin! Jeg har oplevet flere der nærmest virker skræmt over det. “Åh nej, bliver hun nu bindegal eller ulidelig at være sammen med – igen”? Når man har været hvor jeg har været, og har slæbt mine elskede med igennem, så kan jeg godt forstå frygten for at jeg skal falde tilbage til det mørke helvede. Jeg er fandeme også bange!! Men jeg er simpelthen nødt til at prøve at mærke mig selv, bruge min viden om mig selv og uden at være “påvirket” i min hjerne af alverdens gift psykiatrien gerne propper i min hjerne. Jeg vil bare gerne kunne mærke mig selv, bruge min viden og den erfaring de sidste 5-6 år har givet mig. Udnytte at jeg nu ved hvordan et angstanfald påvirker mig, hvordan jeg skal tackle det og hvordan jeg kan “fikse” det. Jeg vil udnytte at jeg nu kan mærke fysisk hvordan mit sind har det – og kunne bearbejde det uden at læne mig op af medicin.

Jeg vil bare gerne kunne mærke MIG!

Jeg har valgt at lade mig separerer fra Simon. Det er satme noget der rystede mange i deres grundvold. Jeg har skulle høre på at jeg smed guld på gaden, at vi jo passede så godt sammen, at folk troede vi var lykkelige og glade sammen, om jeg var klar over hvad jeg gik fra. Som om alle udefra nærmest kendte vores forhold bedre end vi selv gjorde. Det er som om jeg skal forklare noget der i realiteten kun kommer mig ved – og Simon. Folk kan ikke forstå hvorfor jeg går fra en mand jeg stadig elsker. Det er jo netop fordi jeg elsker ham, og han elsker mig, at jeg kan få lov til at gå fra ham på denne måde. “På denne måde”! Fordi jeg har brug for at mærke mig selv, har jeg også brug for at gøre det alene. Jeg ved ikke hvad det ender med!?? Ender det med at jeg aldrig mere skal være sammen med ham, eller at jeg finder ud af at det ér ham jeg vil være sammen med..og bare må håbe på at han vil det samme hvis den dag kommer. Jeg ved det ikke – det er det jeg er ved at finde ud af. Heldigvis kan jeg få lov til det – det syntes jeg et eller andet sted er priviligeret.

Jeg oplever at folk tvivler på mit forhold til andre mennesker. Der er undren over hvorfor jeg ikke kan/vil sige fra når “andre” syntes jeg bliver uretfærdigt behandlet. “Hvorfor kan du sige fra ét sted, og ikke gøre det andre steder”?? Der er ingen der får lov til at vade henover mig mod min vilje – der er ingen der får lov til at udnytte mig. Jeg er 45 år gammel, og jeg tror faktisk godt jeg kan administere de forskellige mennesker der er i mit liv. Jeg ved godt hvornår jeg bliver udnyttet, hvornår jeg burde sige fra, og hvornår jeg ikke vil sige fra og til… Jeg vil ikke stå med dårlig samvittighed over at mine forhold til andre mennesker ikke lever op til deres forventninger. Desuden har jeg det faktisk bedst alene i tiden, og at de mennesker der er i mit liv de bare “eksisterer”.

Jeg er pt ikke super lykkelig. Jeg har det ikke super fedt. Jeg er ikke on top of the world. Jeg hopper og danser ikke rundt på ét ben. Men jeg har det godt – og det er godt nok for mig lige nu. Hvis jeg springer ud i komplet sindssyg lykke, så syntes jeg faktisk at det ville være skræmmende. Jeg ville frygte en mani. Hvem helvede kan også rende rundt på en lyserød vattet sky konstant? Har det fint med at min hverdag er lidt leverpostej-farvet, og uden sæbebobler svævende omkring mig. Det er det jeg har haft brug for.

Forleden stod jeg og legede med billeder på min telefon. “SnapChat” har alle de her filtre som jeg fra tid til anden finder morsomme – og som bonus, så fjerner de rynker, poser under øjnene og giver mig sære ører, briller og hatte. Ligegyldig tidsfordriv. Jeg ville tage et billede og sende til min søn der er flittig bruger af snapchat. Jeg er altså ikke skide god til det der med at finde rette vinkel og belysning, så jeg fedter rundt i det, men får taget et enkelt billede. Et billede hvor jeg ikke engang kigger ind i linsen. Der var ikke engang sat et af de “filter på” med sjove ører eller briller. Droppede det, og tænke ikke videre over det.

Fandt så billedet frem idag – og det første der slår mig er: “Jeg ser lykkelig ud på det billede”! Jeg forsøger at lave et billede til min søn, så det er på sin vis opstillet – men jeg ser sgu da lykkelig ud ikk`? – og det er det eneste jeg bare gerne vil være. Lykkelig på min måde. MIN MÅDE!!