En hjerne delvist i ro

Når man vitterligt hele sit liv har haft en hjerne der aldrig nogensinde gav mig 5 min. ro, er det lidt underligt at jeg nu UDEN medicin har mere ro på end nogensinde. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg aldrig nogensinde har haft så meget ro på, som jeg har nu.

Jeg har før skrevet om, at jeg er uden medicin – eller, ja – jeg får stadig medicin at sove på, men får absolut intet medicin der skal “behandle” mit sind og min hjerne.

Jeg har i ±6 år fået medicin der enten sløvede min person eller min hjerne, og efter jeg har bedt om at få et medicinfrit år kan jeg for første gang mærke mig selv, og nyder det bare endnu mere fordi der også er ro omkring mig. Jeg stoppede ikke fordi jeg nu er “rask” – det bliver jeg aldrig. Jeg stoppede fordi jeg havde brug for det.

Det der med medicin indenfor psykiatrien er noget jeg aldrig helt kommer til at forstå. Jeg er helt med på at nogle kan være så hårdt ramt, at der ikke er andre muligheder end intens terapi, indlæggelser og medicin. Jeg kan kun udtale mig omkring mine egne erfaringer med medicin og behandling – og indlæggelser.

Jeg har enormt blandede følelser omkring det hele.

Jeg har INTET dårligt at sige om mine indlæggelser. Jeg har været indlagt ifb med at jeg VIRKELIG havde det skidt, fordi jeg var fejldiagnostiseret og fejlmedicineret af Arne Mejlhede. Den indlæggelse glemmer jeg aldrig. Omgivelserne og læger/sygeplejerskerne var helt igennem fantastiske, men jeg havde det så slemt at jeg ikke troede at jeg ville komme levende igennem det. En afgiftning er noget af det ledeste jeg har prøvet. Jeg har været indlagt adskillige gange ifb med behandlinger med ECT. Nej, det er sgu da ikke sjovt at være indlagt – det er faktisk noget at det mest røvsyge der findes – men har aldrig oplevet at jeg ikke er blevet behandlet med andet end respekt og omsorg. Man hører så tit i medierne at vores sygehuse og plejen er frygtelig og patienter lider uden underbemanding, men jeg har aldrig personligt lidt under det. Jeg hører til i Aalborg, og kan derfor ikke udtale mig om resten af landet. Jeg har været lidt ked af at der har været en stor udskiftning af mine psykiatere, men ham jeg har nu, er fantastisk og har stadig intet at klage over. Den menneskelige behandling jeg har fået har givet mig en ro i at være i det system – det er jeg dem evigt taknemlig for.

Medicinen derimod har jeg det voldsomt ambivalent med. Igen, jeg er med på at der kan være situationer hvor det ikke kan undværes – men medicinen er i min verden ofte med til at gøre livet lidt sværrer.

Jeg har ikke tal på alle de forskellige former for medicin jeg har fået gennem årene, men jeg ved hvor skidt jeg har fået det næsten hver gang de ville afprøve noget nyt medicin. Jeg har desværre en ret kompleks sygdom, der forgrener dig ud i flere andre lidelser – og derfor er det lidt af en opgave at dække mig med medicin. Bare for at nævne nogle få, har jeg: Affektiv Bipolar Lidelse, Angst, OCD, Neurasteni og en snert af ADHD – altsammen lidelser der skal “dæmpes”. Skal man dæmpe de lidelser har det fysiske konsekvenser. Én ting er vægten – hvilket jeg slet ikke gider at bruge tid på at hidse mig op over – havde man det ikke skidt, så fik man det. Men dæmper man sindet, så dæmpes alt andet også. Følelserne dæmpes også. Man bliver monoton i ALT der har med følelser at gøre. Man bliver underligt ligeglad og følelsesløs – zombieagtig. Mister lysten til at være glad, til at være er social, til sex, til omsorg…………

Fordi jeg nu har en røvfuld erfaring, er jeg også blevet bedre til at tackle min(e) sygdom(me). Jeg er bedre forberedt hvis min hjerne slår krøller på sig selv. Jeg er 100% overbevist om at den ro jeg har idag kommer af terapi og erfaring – det har ikke en skid med medicin at gøre. Jeg har det godt nu fordi jeg kan mærke mig selv og lytter til mig selv. Det tillod medicin mig ikke at gøre.

Jeg har lært det forgangne år, at jeg faktisk er et “Okay” menneske. Jeg har enorme fejl og mangler ligesom alle andre. Den største fejl jeg har begået er at jeg lod mit sind styre mig, og ikke omvendt. Det kan så diskuteres hvorvidt det var mig muligt. Mit sind og adfærd har ødelagt så meget for mig selv og andre – og det er noget jeg lider under, og vil lide under resten af mit liv. MEN, for første gang hviler jeg i det. Hvorfor bruge tid, kræfter og tårer på ting jeg ikke kan gøre om eller ændre på???

Det er næsten grotesk at jeg har måtte så meget igennem for at kunne finde en ro i mig selv og i min hjerne, og jeg ville give min højre arm for at kunne gøre ting om – MEN DET KAN JEG IKKE – så jeg har lært at tage mig til takke med det jeg har nu – lige nu og her!! Ikke imorgen, ikke igår – men lige nu.

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.