udødelig og lykkelig

Hvornår holder man op med at tro at man er udødelig? – at livet ikke bare fortsætter i ét væk. At alt nok skal nås. At der er tid nok?!

Da min far blev 70 år, spurgte jeg ham om livet var gået stærkt. Han svarede at det var gået stærkere end han blinkede med sine øjne. Det overraskede mig, da han havde levet et livsbegærligt liv. Der er ikke det land han ikke havde besøgt, der er ikke det hav han ikke havde sejlet på, han var oplevelsesmættet. Veluddannet, havde prøvet at være ”ved muffen” og prøvet at være på røven. Han og mor levede det liv de ville, nogle gange på bekostning af os unger, men ofte var det også en oplevelse, om man vil, for os unger. Er i dag sikker på, at da begge mine forældre gik bort, havde de oplevet det de ville.

Har jeg oplevet det jeg ville i mit liv?

Jeg har været ude og rejse. Har ikke et videre behov for at rejse meget mere, med mindre det er til en strand med kolde drinks i den ene hånd og snacks i den anden. Fest og farver har jeg vist haft rigeligt af, og ca. 2 gange om året indhenter jeg det lidt.

Vil jeg ligge på mit dødsleje og sige: Jeg ville ønske at jeg nåede at…..?

Forsøger at finde ud af hvad der er jeg evt. gerne vil nå at gøre, før jeg dør.

• Elastikspring? – Done that.
• Flyve over et vulkanudbrud? – Done that.
• Besøge en fugleø på Island? – Done that.
• Overværet et bryllup på stranden i Miami? – Selvfølgelig.
• Oplevet ægte kærlighed? – Har det lige nu.

Mit liv har været præget af oplevelser, som de fleste ikke ville drømme om. Det har været så fedt, men det har fandeme også været hårdt. Alt har jo ikke være gode oplevelser.

Jeg har MANGE gange troet at jeg havde fundet ægte kærlighed, og opdaget at det ikke havde det fjerneste med kærlighed at gøre. Jeg har mange gange troet at jeg havde fundet drømmejobbet, bare for at finde ud af at det ikke gav mig andet en stress, mavesår og kortvarige økonomiske bekvemmeligheder.

Jeg har giftet mig med en mand der er 14 år yngre end jeg selv, ergo jeg skrider nok i svinget før ham. Jeg har fået ham til at love mig at jeg ikke ender på et plejehjem hvor jeg sidder og visner. Jeg VIL IKKE dø uværdigt. Jeg vil dø med følelsen af at det foregår med 180 km/t., gerne sidelæns ned i graven. Selvfølgelig gerne med ro i mit sind, men jeg vil ikke visne væk. Jeg vil ikke gemmes væk på et sted, med grå fabriksmad, ble og manglende bad og omsorg. Så hellere tage mig selv af dage.

Jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke mangler at opleve noget i mit liv. Den følelse har jeg slet ikke. Føler tværtimod at jeg har oplevet rigeligt. At jeg nærmest mister pusten fordi der er sket for meget i mit liv. Det er som perler på en uendelig snor – jeg kan aldrig nøjes med bare en enkelt perle her og der. Niks, der skal med fandens vold og magt sættes 4000 perler på. På én gang.

Det er næsten latterligt. Et godt eksempel: Et simpelt drop blev lagt i min hånd ved en indlæggelse for nogle år tilbage. Da de fjerner droppet giver det et mærkeligt ”plop”. Jeg kan nemlig ikke bare nøjes med at få fjernet et drop. Næh nej, jeg skal få en blodprop i blodåren, få blodåren fjernet, få stafylokokker i såret, og være indlagt i flere uger til behandling. Har sagt det før; Jeg gør ALDRIG noget halvt.

Story of my fucking life.

Jeg gør aldrig noget halvt. Ikke om jeg vil det eller ej. Historien med blodproppen er et eller andet sted irrelevant, men det slår hovedet på sømmet over hvordan ting ret hurtigt eskalere i mit liv, og det er vel også derfor at jeg føler at jeg ikke mangler oplevelser i mit liv. Vi kan sagtens sidde herhjemme og drømme om at vinde i LOTTO, og hvilket liv man så vil leve, hvis man vandt 400 millioner. Selvfølgelig vil jeg da skifte bilen ud med en nyere model, og det kunne da også være fedt med tur til Bora Bora, eller en shopping tur på strøget.

Men hvis jeg virkelig tænker mig om; så mangler jeg absolut INTET i mit liv. Jeg har en mand jeg elsker til månen og retur, og jeg betvivler ikke et sekund at det er gengældt. Jeg har to dejlige børn. Mikkel og Maria. Den ene mere kropumulig end den anden, men de er mine kropumulige unger, og jeg forguder dem. Mine søskende, som jeg ikke ville kunne undvære for noget i verden. Mine elskede nevøer, som jeg ville ønske jeg kunne få på flaske. Hold kæft jeg er vild med dem. Min elskede hund; Malthe. Min baby og min bedste ven. Jeg har et dejligt hjem, i et dejligt hus, i en dejlig by. Søde naboer, søde mennesker i vores lille by. Jeg mangler helst seriøst INTET!

Så er jeg så lykkelig nu, og ville kunne gå i graven med tanken om at jeg har nået det jeg ville? Jeg har ikke noget ønske om at dø i den nærmeste fremtid vil jeg godt lige tilføje. Ville jeg være min sygdom foruden? – det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke hvad det vil sige at være uden. Jeg ved ikke hvad det vil sige at have en ”normal” tankegang, hvor det hele ikke blæser derud af med alt for megen fart på. Hvordan der at ligge sig til at sove, uden at ens hjerne ikke holder kæft i bare 2 minutter. Hvordan der ikke at planlægge alt ned til mindste detalje for at undgå panikanfald. Hvordan det er at ikke have kontrol over alt og ingenting. For mig er det hverdag.

Jeg mangler ikke noget i mit liv. Jeg mangler ikke oplevelser. Jeg mangler ikke spænding. Jeg mangler ikke kærlighed.

Tror blot der er én ting, jeg vil før jeg dør…… Lære at give slip, og tilgive! (Det er faktisk to ting)!

 

 

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.