Nogle gange kunne man måske tænke sig at jeg kunne finde ud af at moderer mig. At jeg istedet for 10
Se næste indlæg >
Overstimuleret sugarrush..agtigt
Christina Winther
Når man meget meget længe har overladt alt til andre, og man så pludselig selv skal til at tage over, skulle man et eller andet sted tro at det nærmest var en fest! WUHUU….jeg er uafhængig og kan selv!
NOT! Føler mig som et overstimuleret barn i en slikbutik. Vil det hele på én gang, indhente det tabte – gerne hurtigst muligt. (Tålmodighed er jo helt klart min stærke side).
Sarkasme kan forekomme!
Jeg VIL være selvstændig igen, og ikke være så afhængig af Simon, eller andre for den sags skyld! Men dét behov for at ville selv, bliver misforstået. “Go for it sister” – “Fuld skrald på” – “Gå ud og kick some ass” – “Wuhuu girlpower”.
Jeg tager indtryk ind meget meget følelsespræget, og indtager hvert et lille fiber. Kan næsten fysisk mærke bag mine øjne, hvordan alle indtryk, hober sig op, før jeg bare tilnærmelsesvis har haft dem igennem hjerne-filteret.
Jeg føler at jeg tager hver dag som på et millimeter-papir. Ét lillebitte tern af gangen. De krav og forventninger der er til mig udefra, kan jeg slet ikke magte. Bliver angrebet af den vildeste dårlige samvittighed, fordi jeg gerne vil indfri de evt forventninger, men når jeg “forsøger” at forklare at jeg gerne VIL, men simpelthen ikke i stand til det lige pt, møder jeg uforståelse og frustration. Fordan forklarer man det, uden at såre dem man har sig nær? Det er på INGEN tænkelig måde personligt og mine følelser er uændret, men kan bare ikke finde plads til dem. (Giver det overhoveder mening)?
Der er en masse snak pt om “den gamle Christina”, og “Den nye Christina”! For mig er der ikke forskel på den gamle og den nye. Jeg er stadig en god kombi af en Rejekælling og Bostonkvæleren. (Intern joke). Det hele kommer faktisk fra MIN personlighed, der får et ekstra twist af det bipolare. Hele forskellen ligger i at jeg på 4 år, oplevede det, andre oplever på 80 år. Det gør altså noget ved én. Jeg er blevet ældre, og imponerende nok, også lidt klogere. Men den gamle Christina forsvinder altså ikke! – og det ønsker jeg heller ikke. Der skal måske finpudses lidt her og der, men min fascination og forbrug af provokation, sort humor, ordet Fuck og fucking, og arrogance, stopper aldrig. Jeg er provokations-junkie!
Jeg er bare så træt!! Jeg vil bare gerne være Christina. Blive set på og accepteret som den jeg er. Ændrer jeg mig, så er jeg jo ikke længere Christina.
.