Min indre rottweiler

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Jeg har VIRKELIG forsøgt med denne blog at give andre et indblik i mig, mit og min hverdag. Uforstående kan forhåbentlig dermed få en bedre forståelse for galskaben.

Erfarede idag at man ikke uopfordret skal prakke den på andre. – og det er sgu fair nok! De har andet og gå op i, og som min søster vil sige; (kærligt ment)

“Så skide spændende er du altså heller ikke”

Love it!!! Nåh men, min blog blev linket ud til forskellige i håb om en reaktion. – evt starten på en dialog. Evt en gensidig forståelse. Jeg var skide spændt og var som et barn der ventede på at Toys’r’us åbner på en søndag. Men hørte ikke noget…så jeg tænker, at istedet for at blive “pigesur” så tilkendegiver jeg mig. Fortæller at jeg blev skuffet! At jeg havde håbet på reaktion.

WAOOW! Jeg nåede at pisse adskillige af. (My work here is done, ville jeg ha’ sagt for nogle år siden). Fik at vide at jeg var dramatisk og burde finde en hobby. (Det er der måske noget om 😬). Fik en svada om travle liv der startede tidligt og sluttede sent, og tiden til at læse blog var minimal. Fik hints om min manglende tålmodighed. Hvor om alting er, så fik jeg serveret noget, jeg antager var et behov for at få luft! – og det er sgu også okay!

Men….. hverken med min blog, sms’er eller chats har jeg forsøgt at ville skabe drama eller ballade! Jeg bider fra mig, fordi jeg syntes at “luften der blev blæst ud” var noget uberettiget i visse vendinger og måske en anelse ala “overdrivelse fremmer forståelsen”! Jeg burde da helt klart finde en hobby, som det så elegant blev påpeget, men pt er denne Blog, (og min hund), altså min hobby. Men man skal fandeme ikke tale ned til mig, og SLET ikke når jeg har forsøgt at holde en god tone! Nej, jeg tænker sgu ikke lige over travle familieliv når min mand sender et link rundt! Pardon derude! Forsøgte at redde den plat humor – og så kom den grimme pegefinger frem!!

Lever efter reglen at kaster du med sten, så smider jeg en grusgrav. Egentlig ubegrundet, men jeg besidder en indre rottweiler jeg ikke kan få piller imod. Jeg evner at på et splitsekund få sagt, rundt regnet alt det jeg ikke har fået sagt meget længe. Det var pakket væk for at undgå drama og unødige skænderier. Det kommer så ALTSAMMEN ud som skud fra en maskinpistol. Jeg står i den grad ved det der bliver sagt, men formuleringen burde måske genovervejes?!