Fuldemandsnak og wauw-effekt

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Hvis man har fulgt lidt med via min blog, instagram eller facebook, er der vist ikke nogen tvivl om at jeg var ude på tourné igår. Som at teenagerstiv…

INDEN vi var så fulde at vi missede hinandens highfive og kørte i indkøbsvogn, havde vi faktisk nogel forholdsvis fornuftige samtaler. Imponerende nok.

Jeg har ligeledes længe brugt enorme mængder krudt på at være sur, vred, frustreret og voldsomt ked af det over en anden person. Det er der i realiteten ikke noget nyt i. Vi sad blandt andet og snakkede om hvordan alle følelser er ens, men reaktionen er bare anderledes. Jeg er udadreagerende og andre holder det for sig selv. Vi tænker stort set det samme, men andre bruger bare ikke samme mængde energi på at “få det ud”. Hvis jeg skulle holde mine følelser inde ville jeg simpelthen gå til.

Anyway, vi sidder og snakker for 117. gang om den situation jeg længe har reageret så voldsomt på. Mine meninger, holdninger, sorg og frustration bliver forstået, og der bliver lyttet. Vi taler frem og tilbage, og forsøger at forstå situationen, og de 117 situationer der har været de sidste 10 år. Jeg får at vide at alle forstår min frustration, men at jeg skal forstå andres ønske om at være neutral. Jeg hidsede mig lidt op, og kunne ikke begribe hvordan man kunne være neutral i noget man har været en del af i så mange år. Vi forsøgte at forklare hinanden de forskellige meninger og få en indsigt i hvor hvem stod.

Midt i vores brandert får jeg fortalt om en artikel. En sportsstjerne har været igennem en skilsmisse, og det var ikke en af de kønne skilsmisser. Den var så grim at de måtte have ungerne i terapi. Hun sidder der og hyler op om hvor stor en lort eksmanden er. Skræpper op om at han er et røvhul, og hun forstår ikke hvorfor alle andre også syntes han er et røvhul.

Kunne godt se hvorfor jeg fik historien, og i vores brandert blev vi enige om at være uenige, og så festede vi ellers til den lyse morgen. Har hele dagen haft de ondeste tømmermænd. Har sovet, spist cheeseburger, taget et langt bad og slappet af. Da jeg går ind og læser nyheder, kommer den artikel op som vi snakkede om. Da jeg selv læste artiklen, og sågar var ædru..så fattede jeg den.

Jeg har ikke ville pådutte andre at de skulle være lige så vrede, kede af det som mig, men følte at jeg manglede opbakning. Da jeg læser denne artikel opdager jeg at jeg har alverdens opbakning og forståelse, men de reagere bare ikke ligesom jeg. De er sgu da også ked af det.. I fucking get i now!!!

(Udpluk af artikel).