Snak over hækken med opkast i munden

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Well that did NOT go as planned!!! – og det var da slet ikke pinligt.

Jeg er begyndt på den medicin der skal hjælpe på mit alt for høje stofskifte. Det skule være ret nemt – eller dvs, at jeg nu hver aften er oppe på at spise 10 piller. Hva´ pokker gør 2 piller fra eller til?!

De skal spises med et måltid, og så gør jeg da bare det. Jeg er vant til det – også selvom det fra tid til anden er ved at drive mig til vanvid at jeg konsekvent skal have de piller. Det er en daily reminder jeg godt kan blive træt af. Min vægt falder stadig, og det er bare stadig ikke fedt.

Jeg kunne her til aften godt mærke at det der med de nye piller, og min krop bare ikke spillede sammen. De var ikke enige. Jeg tænker at jeg går ud og ryger en smøg, går lidt frem og tilbage og på en måde; Walk it off. (Damn it som jeg bruger engelske udtryk)!? En ældre dame vi ofte hilser på, går forbi grunden med hendes hund, og det er nærmest rituelt at vi skal sludre lidt om alt og ingenting.

Lige pludselig, mens hun vrøvler løs om ingenting, og jeg nikker høfligt; skal jeg kaste op! Som i, at jeg kune mærke at jeg mistede farven i ansigtet, blev svimmel, fik koldsved og vand i munden. PIS!! Hun vrøvler videre, og jeg nikker videre. Til sidst måtte jeg med panisk stemme sige til hende at jeg ikke ville være uhøfligt, men at jeg simpelthen måtte gå ind og kaste op. Ved ikke hvorfor jeg ikke bare bildte hende noget ind – gik i panik, fordi jeg var sekunder fra at brække mig lige foran hende.

FEDT scenarie ikk`? – gruer allerede for næste gang vi ses – og den sladder det kan frembringe.

Jeg hader det her sygdomspis. Jeg hader at skulle æde alle de piller. Jeg hader at jeg, fuldstændig som min mor ikke må få over 38 i feber. Jeg hader at jeg ikke ved hvad jeg fejler. Havde aldrig troet at jeg skulle hade vægttab. Jeg HADER at mine selfies MED filter ligner lort – fordi jeg konstant ligner lort. Jeg hader at jeg er træt konstant. PIS!!!