Angst….et vidt begreb?!

 At udtale, at man har angst, er faktisk ikke nemt at forholde sig til. Der er jo pænt stor forskel på de typer angst man kan have. Min mand er pisse bange for nåle, og jeg er hysterisk bange for frøer!! Er det så også angst?

I min verden er angst lig med kontrol. Frygten for at miste kontrollen er så angstprovokerende, at det fuldstændig kan smadre ens liv. Har før nævnt at det er mig der kører vores bil, fordi jeg får 117 hjerneblødninger og hyler op som fru. Hyacint. Jeg gør ting i bestemte rækkefølger, fordi det skaber en tryghed. Men hvori ligger trygheden i at ting skal placeres på en bestemt måde? Igen; det er kontrol.

Angst kan være en lillebitte banal ting, men det slår rødder og spreder sig som pest. Det udvikler sig. Angsten kan starte ét sted, og inden man får set sig om har det udviklet sig til noget andet.

Mister jeg kontrollen, i en given situation går jeg fuldstændig i baglås. Det bliver Christina 4 år, rød stue. Hysterisk gråd, panisk vejrtrækning og det er ikke så lidt jeg vil gøre for at slippe væk. Står du i vejen for min flugt, jokker jeg en arm igennem dig.

Jeg reagere i reglen på for mange og nye mennesker. Værst er det hvis det er i små lokaler. Har én gang stået med hovedet i en skraldespand, bag en kopimaskine, på kommunen. Heldigvis var min psykolog med.

Hvor angsten for “mennesker” kommer fra, ved jeg simpelthen ikke. Jeg kan stå med 4-5 mennesker omkring mig, uden problemer. Så træder der 1 person til, og så bliver de for mange og så har vi balladen. Det rammer uden varsel og har INTET med personen at gøre. De blev blot pludselig “for mange”. Min hørelse skærpes og jeg kan høre ALT og så bliver det til “white noice”. Mit syn sløres og hele min krop sitrer. Øjeblikkelig kvalme og svimmelhed.

Så er det man får de klassiske reaktioner: Kan du ikke bare? Har du prøvet at..? Hvad med at..? 

(Hvad med at du trækker din underlæbe over hovedet og synker)!!!

Hvis det var så nemt, så ville der nok ikke være SÅ mange der levede med angst! Det er livs-ødelæggende. Så for at undgå et anfald, isolere man sig selv, eller/og bliver rituel. Altså, så man udfører nogle handlinger for at bevare kontrollen. Nu er det ikke kun angst der fylder, nu gør ritualerne også og fandeme om ikke det også kan diagnostiseres!

Tillykke, du har ikke bare Bipolar lidelse og angst. Du har nu også OCD!! Hold kæft hvor er det op af bakke mand! Ens hovede er ved at eksplodere 1500 gange om dagen fordi man skal “planlægge” for at undgå angsten! Man er konstant på overarbejde. Trætheden bliver overvældende!

Så kommer der en helt ny kommentar: Hvordan kan du være træt? – du går jo bare hjemme!! 

Hør nu lige her din møgkost, der er forskel på træthed. At tage på job giver en træthed der er til at tage og føle på. Du har enten stået op hele dagen, tastet ind eller talt tlf hele dagen. Det giver dig en sund og helt normal træthed! En træthed der kommer efter et angstanfald er næsten ubeskrivelig. Hjernen går fuldstændig i “flat-line”. Kroppen føles nærmest lammet. Man tuder af træthed. Det kan muligvis sammenlignes med de klip man ser på TV, af Marathon-løbere der kommer over mållinien, og simpelthen kolapser.

Når det så er sagt; Skal vi bytte og igen vædde på hvor længe du holder til det, jeg går igennem hver eneste dag??