angstanfald…oh have I missed you!

Det er faktisk flere år siden jeg har haft et full on angst- eller panikanfald. Havde næsten glemt hvordan det var. Havde lykkeligt glemt det. Til i går…

Vi har en forestående besøg “ud af huset” som jeg seriøst ikke har set frem til. Det er det der ud af huset der sætter ting i gang. Jeg har gået i et par uger og gearet mig selv op, gjort mig klar, forsøgt at gøre mig mentalt klar. Jeg endte med at sidde i bilen og tude, ude foran den lokale Brugs. Jeg ringede til min mand, der som altid godt vidste hvordan han skulle tale mig “ned”. Jeg var 200 meter fra hjemmet.

Hvorfor helvede kan jeg ikke bare tage afsted? Få det overstået, og få en hyggelig dag? Jeg render rundt med den vildeste dårlige samvittighed, fordi jeg ved hvor meget det ville betyde for min mand hvis jeg tog med. Men alt i mig skriger. Da jeg endelig kommer hjem, får vi snakket og der er ro på. Han beroligere mig, og fortæller mig ca. 10.000 gange at jeg ikke skal tænke på det.

Det værste er “efter-reaktionen”. De små stød jeg får i kroppen. Lidt som at røre ved et hegn ind til en mark med kreaturer af den ene eller den anden art. De kommer sporadisk men følger min puls. De gør ikke ondt, men er drøn hamrende ubehagelige. So here we freakin´ go again eller hvad? Skal jeg til at have angst- og panikanfald igen?

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.