…and so it begins…

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Flere års ventetid er slut i morgen kl 10:45…

Mit individuelle forløb ved CSM begynder. Før sommerferien afsluttede jeg et undervisningsforløb, som jeg slet ikke havde lyst til at deltage i, men blev positivt overrasket. Jeg håber at jeg bliver lige så overrasket over det individuelle forløb. Enkelttimer hos en terapeut med speciale i senfølger, traumer og PTSD. Terapi hver eneste uge det næste halvandet år. (plus/minus).

I undervisningen blev jeg pludselig klar over at mine fortids-spøgelser ikke kun sidder i som brændt ind i min hukommelse, men min krop husker det langt mere end forventet. Det var jeg slet ikke klar over, men des mere der bliver boret i det, des mere bliver jeg klar over at det sig nok er dér stenen i skoen ligger. Ihvertfald den største sten. Kampstenen.. om man vil.

Jeg reagere ret voldsomt på “specielle” former for berøring. Øjeblikkelig angst og panik. Jeg forstod ikke hvorfor jeg fysisk kunne reager så voldsomt – men nu giver det mening. Dels fordi jeg gennem CSM fik at vide at kroppen og hjernen husker hver for sig, når det gælder traumer. (Who knew)!!!! Første fattede jeg ikke intet af hvad de talte om, men jo mere jeg tænker over det, jo mere giver det mening.

Selvfølgelig husker jeg hvad jeg er udsat for, men havde fuldstændig overset at kroppen da også vil huske det. Faktisk på en langt værre måde end hjernen.

Jeg er langt om længe kommet frem til at min far ikke var et ondt menneske, at han vitterligt ikke havde i tankerne at han gjorde mig ondt – han har slet ikke hvad klar over hvad han gjorde ved mig.. altså, ja… det er svært at forklare. Min far var faktisk indbegrebet af en godt menneske, og det er selvfølgelig nemmere for mig at sige nu, hvor han er død – Han have “bare” et forskruet syn på at vise omsorg og kærlighed. For at citerer ham; “Det var kærlighed der gik over gevind“…

Der er kun én eneste person der kan lære at leve med min traume, og ptsd – og det er MIG! Det er mig der skal tage magten tilbage. Magten over mit sind, og magten over min krop.

……..og jeg starter imorgen…..