Der var engang…

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Jeg bliver 47 til sommer… jeg fatter nogle dage slet ikke at jeg nu er tættere på de 50 end 40. Hvor blev tiden lige af?? Jeg fatter ikke hvordan det er gået så stærkt. Jeg red da rundt på en islænder, på en sommerdag så sent som i… ja det var da i 80´erne. Jeg boede på Island som ung – det er da ikke så længe siden. Min surprise-fest da jeg blev 30.. det er sgu da ikke så længe siden… vel?? Endnu værre – er det allerede 3 år siden jeg mistede begge mine forældre?? Jamen er det allerede så længe siden, at jeg med 66 dages mellemrum stod ved deres kister og kunne ikke mærke mit hjerte banke mere?!

Idag læste jeg at Benedicte Balling er død, 43 år gammel. For kort tid siden var det Master Fatman. Luke Perry, Ole Stephensen, Sille Lundquist, Synnøve Søe, Kim Larsen og Troels Kløvedal… Flere af de smukke sind var oppe i årene, men det er som om, at dem jeg har set op til som ung, de går nu bort. Går livet virkeligt så hurtigt??? Da min far blev 70 spurgte jeg har om livet var gået hurtigt – Han svarede; “Hurtigere end du aner“… Den fart livet har på, begynder jeg at opdage.

Det kan slutte førend man aner det, eller når man slet ikke er klar. Hvis man nogensinde kan blive klar. Min datter og jeg sidder i bilen og blæser afsted med lynende fart for at komme ned på sygehuset hvor min mor er kørt til, i ambulance. Min datter og jeg får et opkald halvvejs, fra min mand der fortæller at de har ringet fra sygehuset – hun er borte – og vi skal komme hjem og hente resten af familien. Vi skreg bare “NEJ NEJ NEJ”… Med 130 kmt på E45 får jeg at vide at min mor er død. Bum – så var det slut. Hun var væk… fordi; Ja, så hurtigt går det. 66 dage senere så jeg min far trække vejret for sidste gang på et andet sygehus. Bum – så var det også slut.

Livet er simpelthen for kort til at være vred, rasende, skuffet og ked af det – man er fuldstændig og 100% berettiget til at have de følelser.. men livet er for kort. Alt alt for kort…. ❣️

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.