Jeg har i den grad forsømt min blog, men det er af gode årsager og ikke fordi jeg har haft det skidt
Se næste indlæg >
Fuld drøn på
Christina Winther
Normalt tackler jeg slet ikke godt, at der er SÅ meget fart på, som der har været de seneste uger, men det er gået nogenlunde okay – omend der også har været salte tårer og frustration med ind over. Men der har altså virkelig også været fuld smadder på – og føler lidt at det er på tide at jeg husker mig selv lidt.
Jeg suger al tiden med min barnebarn til mig. I mine øjne er han det smukkeste der har sat sine fødder på jorden, og har jeg ikke set ham en dag eller to savner jeg ham helt åndsvagt. Han har desværre været ramt af en masse sygdom, og vi troede at det “bare” var almindelige vuggestue-sygdomme, såsom snot og hoste. Det ville ingen ende tage og det var som om det bare eskalerede, og næsten uanset hvad man gjorde blev han bare mere og mere skidt. Vejrtrækningen blev påvirket og han lød helt forfærdelig og snottet væltede ud af ham – og fordi man jo altså ikke bare lige kan bede en 1 årig om at pudse næse, gik det til sidst i ørene på ham. Efter adskillige lægebesøg kom dommen… og vi havde slet ikke set det komme. At det var vores elskede hund han ikke kunne tåle.
Manden min arbejder til hverdag på sjælland, så jeg er i hverdagen græsenke. Jeg havde godt bidt mærke i at han havde virket lidt stresset, men vidste også at de havde meget at se til derovre. Han begyndte til sidst at ændre adfærd. Let til at fare op, hukommelsen svigtede, havde uro og svært ved at slappe af. Fra den ene dag til den anden bragede han nedad med 180 kmt og var ramt at stress. Så voldsomt at vi hurtigt gennem sundhedsforsikringen fik etableret krisepsykolog. At se min ellers så stærke og robuste mand gå ned på den måde, er noget af det mest skræmmende jeg har været vidne til.
Jeg stod pludselig i en situation, hvor jeg stod med en masse ansvar og skulle tage en masse beslutninger ret hurtigt – og uden mit netværk i form af min mand. Min søn stod midt i eksamen og havde forståeligt nok i det, min datter stod med en syg dreng og et fuldtidsjob og min mand har været så skrøbelig at jeg dårligt turde ånde på ham forkert. Jeg skulle have sat igang at vi måtte af med hunden – hvilket jeg slet ikke tacklede godt. Men hvordan tackles det godt?? – der findes ikke en manual eller en måde hvorpå det bliver nemt. Både fordi det skulle gå ret stærkt så vi kunne aflaste min datter, men også fordi jeg måtte tilsidesætte min sorg over at skulle af med vores hund. Det var der ikke tid til om man vil – så jeg rent psykisk fægtede med arme og ben, og andre mennesker kunne ikke forstå hvad fanden jeg havde gang i – men jeg forsøgte bare at gribe 400 bolde på én gang. Vi skulle ikke bare af med vores dejlige hund, hele huset skulle rengøres. Jeg lever generelt voldsomt rent, fordi sådan er jeg nu engang – men ALT skulle skures ned. Gulve, paneler, alt hun havde været i kontakt med, bilen… ALT!!! Så også dér måtte jeg tilsidesætte min reaktion og følelser. Heldigvis skete “forvandlingen” på få dage – mit barnebarn stoppede med al snot og hoste – som at få et helt nyt barn i huset.
Min mand er stadig hjemme, men vil forsøge sig på job igen i næste uge – heldigvis stadig med en krisepsykolog i baglommen. Men hans frygt for “tilbagefald” og min frygt for selvsamme fylder en del, så det er 100% med babysteps. Jeg har fuldstændig tilsidesat mig selv… det er blevet til en lille tur på fjorden i havkajakken. Men viger helst ikke for langt fra hjemmet pga min mands tilstand. Min træning er gået fuldstændig i stå, men jeg håber jeg kommer at komme igang i næste uge. Veninder bliver forsømt. Aftaler flyttes eller aflyses.
Jeg er ved at være træt.. som i super super træt. Men jeg tackler det langt bedre end for få år siden – og jeg skal også nok komme igennem det her. Jeg skal bare lige kunne mærke mig selv og sove i 300 år.
.