Coronakuller…

Hele verden ligger under for Covid19, og hvad det har bragt med sig. Jeg er ved at blive fuldstændig åndssvag af det lort. JA, vi skal følge de restriktioner der er, men det bliver man jo altså ikke mindre åndssvag af. Vi er et priviligeret folk, snotforkælede og det der pisser os mest af, er at vi ikke kan blive klippet og købe ind som vi plejer.

Det jeg får mest kuller af, det er at man ikke ser andre mennesker. Selvfølgelig ses jeg med nogen, men det er så begrænset at jeg næsten har glemt andres stemmer og udseende. Jeg SAVNER at være social, og når det hele lukker op igen skal min kalender bookes, så den nærmest dry-humpes!!!

Midt i Simons forløb med cancer har vi følt os meget alene – både fordi der har været Corona, men også fordi folk ikke aner hvordan de skal tackle den slags. Slap nu af, det er cancer…det smitter ikke!! Vi har været omgivet af fantastiske mennesker, der har rakt ud, stillet op og virkelig favnet os i omsorg. Det bliver ALDRIG glemt. Hvad vi så heller ikke glemmer er de “andre” reaktioner.

Mennesker vi så på, nærmest som familie, sendte et “syntes godt om” efter os – som det eneste. Det er sjældent jeg taber kæben og lukker røven, men lige dér var jeg fuldstændig tabt for ord. Den ekspedering var hurtigt afsluttet for mit vedkommende. Får stadig kuldegysninger ved tanken om den slags vammelheder!! Vi modtog også beskeder som; “I ved hvor vi/jeg er hvis der er”… Hvad betyder det?? Jeg har da hele tiden vidst hvor du var!!? Hvorfor ikke ringe?? Tale med mig/os?? Kig mig/os i øjnene.. det er måske bare mig, men jeg blev stødt af det. Renovering, flytning, jul/nytår – og cancer…og så et; “Du ved hvor jeg er”!!???

Simon har indtil videre undgået kemo… om få dage skal han scannes igen, og så burde vi få en videre plan. Indtil videre ved vi “kun” at der sidder noget på højre lunge, der skulle være kommet af en spredning af canceren. Vi har fået flyttet, renoveringen er “on going” og vores liv fortsætter – og med coronakuller af anden verden.

Vi savner helt åndssvagt vores sociale liv, at kunne komme ud!!!- og ikke bare ud og gå ture. Det skulle da lige være for at stå midt ude i skoven og skrige af mine fulde lungers kraft. Bare for at få det ud af systemet. Jeg glæder mig til at kunne gå ind hvor som helst, uden det røvsyge bundbind eller visir. Ikke skulle smadre mine hænder med enorme mængder sprit.

Jeg vil altså have min hverdag tilbage… fuldstændig ligesom dig!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.