Hypnose er hokus pokus. Det er noget folk bilder sig selv ind, er noget der virker. Bruges det ikke
Se næste indlæg >
“How to spot the psyko”
Christina Winther
Jeg læste en brevkasse på Ekstra Bladet. En kvinde skrev ind til en terapeut, om hvorvidt hun skulle blive ved sin nye kæreste, der var narcissist. Det troede hun ihverfald han var. Terapeuten kom med en masse relevante “advarsler” og gode råd – alt imens jeg sad i mit stille sind og fik en trang til at skrige til kvinden; “Run for hills baby.. Run like hell“…
I mine 47 år har jeg mødt min del af psyko´s, idioter og bindegale mænd, jeg havde indledt et forhold til. Man skulle jo tro at efter kæreste 1, 2 og 3, at jeg havde lært noget, men næh nej, man hopper lige i med begge ben adskillige gange. Jeg blev åbenbart aldrig klogere.
Jeg har været kærester med mænd, jeg vitterligt troede på bare var “the one”, og der kan skrives bøger om hvor helt og aldeles blæst i potten de var/er. Én havde en kæreste i en anden by og fik børn med hende, mens han og jeg var sammen i næsten 2 år. Opdagede sågar at vi fik identiske julegaver! En anden kom kørende i en stor Audi på første date, pralede i øst og vest – bare for at måtte tilstå senere, at han altså kom kørende i sine forældres bil, ikke havde til dagen og vejen, og boede i en lille mørk kælderlejlighed, og iøvrigt var fuldstændig vindblæst i hjernen. Én fik mig gu-hjælpe-mig til at flytte til den anden ende af landet – fra Nordjylland til Bornholm – Han havde købt hus og hele skidtet. Forelsket som jeg var, råbte jeg røv og flyttede langt langt væk fra alt og alle. Inden jeg fik set mig om, blev jeg låst ude i fyrrummet fordi jeg ikke ville fyldte opvaskeren som han gerne så jeg gjorde, og få uger senere sad jeg, og min dengang 12 årige datter på et krisecenter i Rønne. Det var ikke kun pga den omtalte situation jeg endte på et krisecenter, men ser ingen grund til at gå i detaljer. Vi blev nærmest smuglet derfra pga ham, sneget over Sverige et tur og sådan endte vi i Silkeborg. Vi levede på skjult adresse i flere år efter.
HELDIGVIS er det slut med psykopaterne da jeg møder Simon. Men det tog mig faktisk et par år at “lære” at han ikke var en skidt person. Men hvordan spotter man den slags mennesker?? Det kan man stort set ikke – det er jo det, der gør dem så syge i potten. De sniger sig ind i ens liv, siger alt det man vil høre og har brug for at høre. Stille og roligt trækkes man ind, og man forblændes – og ser slet ikke hvem det egentlig er man står overfor.
Jeg har med årene næsten udviklet en labradors næse for udefinerbare gespenster, der forsøger at kravle sig nær mig og mit. Jeg har skam mødt en af de værste, ganske nyligt – eller er ihverfald blevet mere bekendt med ham det seneste år. Man kan ikke sikre sig selv mod den slags mennesker. Det kan IKKE lade sig gøre, og det er først når det er for sent at man opdager hvad det er for et menneske man står overfor. Man kan på ingen måde sige til sig selv; at man ihverfald ikke kommer til at falde for den slags person. “Jo du gør, for du opdager det ikke“.
Der er helt sikker nogle fuck-nuts derude hvor man slet ikke er i tvivl om hvilke slags menneske de er, og hurra for at de er til at spotte. Men de værste opdager man ikke, så desværre kan jeg ikke svare på; “Hvordan man spotter en psyko“.. Men når du opdager det, så løb som var du Forest Gump.
.