Blogger

Spøjst nok så definere jeg slet ikke mig selv som “blogger”. Jeg kan overhovedet ikke hamle op med Mascha Vang eller Sarah Louise Christiansen – vi deler så slet ikke genre, men alligevel… det er jo heller ikke det jeg vil med min blog.

Jeg startede min blog som en form for dagbog. Min rejse i den bipolære verden, inden for psykiatrien og den personlige udvikling rummede så mange oplevelser og aspekter, at jeg bare måtte ud med det. Min datter hjalp mig med at lave bloggen og den hed flere ting førend jeg kom frem til “Inde i min hjerne“. Jeg har aldrig været typen der gik og brændte inde med tingene, men der var grænser for hvor meget mine pårørende gad at høre på – det blev så også et problem hen ad vejen for mine pårørende at jeg delte ud, råt for usødet. Selvom jeg skrev istedet for at tale fik jeg ikke en stopklods eller et filter.

Jeg har ikke 1 mill følgere eller har evne til at påvirke en frygtelig masse mennesker. Jeg har trofaste følgere, og jeg får de SØDESTE feedbacks. Der er i den grad også kommet negative kommentarer, også nogle der var voldsomt grænseoverskridende, men det er det, der følger med når man nogle gange skriver om noget grænseoverskridende.

Det har aldrig været min intention at udstille nogen, og det bliver det heller aldrig.

Jeg skriver udelukkende for min egen skyld. At det så udarter sig i at nogle føler sig truffet må jeg så tage til mig. Men det preller altså ofte af på mig. Folk der kender mig og min familie læser min blog, og de ved så dermed “hvem” jeg evt omtaler, men i min optik er det altså ikke værre end gement sladder på gaden. Sladder er generelt ondskabsfuldt, og jeg har de seneste uger skulle høre hvordan folk har “troet” at noget sladder kom fra min mund. Så lad mig iøvrigt lige slå fast; Jeg render ikke med sladder, og har jeg sagt noget, så er det fordi jeg ved at det er sandt. Jeg kan ikke sige mig fri for at have siddet med en veninder og har talt om andre, men jeg har aldrig – aldrig – rendt med usandheder.

Min beslutning om at fremadrettet holde mig langt væk fra mennesker der skabte drama, har vendt mit liv fuldstændig rundt. Ej altså for en ro… og jeg har “blogget” om processen, fordi det var dét jeg havde brug for. Netop fordi jeg betragter min blog som min dagbog. Jeg kan ikke sige mig fri for at skrive ting, jeg VED bliver læst af nogle der ikke tager skade af en stikpille. Man kunne jo håbe at de tog det til sig selvom jeg tvivler stærkt – det er jo ikke uden grund jeg følte mig tvunget til at løbe skrigende bort.

Jeg fortsætter med at blogge så længe det er noget der giver mig “noget”. Jeg går ikke op i antallet af følgere, og der er perioder hvor jeg slet ikke ligger noget op, men det er også okay. Jeg bliver SÅÅÅ glad når jeg får positiv respons, og jeg håber virkelig at der bare er et eller andet jeg har skrevet om; min sygdom, mit forløb og den personlige udvikling, at der er nogen der kunne bruge til noget. At nogle kunne spejle sig i det, kunne genkende det fra sig selv eller bare er nysgerrige.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.