Minder

Efter 50+ ECT-behandlinger har jeg fået smadret min hukommelse. De hjalp med stor succes på min sygdom, og jeg fik et tiltrængt pusterum fra medicinen der var så hård ved min krop, men jeg havde trods “advarsler” ikke drømt om at de ville slette så meget af min hukommelse. Jeg troede at det bare ville være hverdagsting jeg glemte, men hurtigt begyndte jeg at fare vild når jeg var ude og køre, glemte samtaler og events af store og små grader!

Jeg fik virkelig øjnene op for mit tab af hukommelse da jeg havde købt en brugt stol. Da jeg hentede den, næsten kastede sælger sig over mig.. “Heeeej Christina, hvor er det godt at se dig“. – og jeg stod og gloede åndsvagt på hende. Jeg har åbenbart været veninder med hende i mine 20´ere. Det var virkelig underligt og pinligt at måtte fortælle hende at jeg altså ikke huskede hende.

Jeg bliver ked af det når jeg bliver mindet om hvad jeg ikke husker. Når andre vil påtvinge mig deres hukommelse. “Du har sagt, du har gjort”…  Både fordi folk kan tvivle på min svigtende hukommelse og tror at fordi de har nogle kedelige minder med mig, så vælger jeg bare at sige; “Det kan jeg ikke huske” og slipper dermed for en evt konfrontation. Men også fordi det jo ikke kun er det de evt husker der er væk – dyrebare minder er væk. Jeg bliver simpelthen så ked af det når familien snakker om ting vi har gjort sammen og jeg har ingen erindring om det. Det er ikke bare delvist slettet fra hjernen – det er fuldstændig væk.

Jeg husker kun svagt mine forældres begravelser – eller en af dem. Jeg ved godt at sorgen også kan spille ind, men jeg husker mest ting fra min fars begravelse. Jeg husker ikke selve begravelsen, men har nogle ting jeg husker lidt i billeder. Det var netop fordi de minder forsvandt at jeg valgte at stoppe ECT-behandlingen.

Jeg ville ønske at jeg havde min hukommelse – men det har jeg altså ikke, og jeg ville ønske at folk ville have en større forståelse. Jeg kæmper stadig med hukommelsen – små ting i hverdagen, får byttet om på datoer, dage og aftaler og selvom jeg har adskillige kalendere, får jeg stadig rodet rundt i tingene. Jeg gentager ofte mig selv, spørger ind til ting flere gange – og driver mine medmennesker til vanvid. Jeg har gjort det til en vane at dobbelttjekke alt, og mine kære har lært at jeg gentager mig selv noglegange. Bliver jeg stresset mindskes min hukommelse, men også det har vi lært at leve med.

Men jeg ville stadig ønske at jeg ikke kun havde “glemt” de ting som de gerne så jeg kunne huske – de måtte også gerne have i baghovedet at jeg også har mistet dyrebare minder…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.