Lidt øv og så alligevel ikke

Jeg var godt nok ked af det igår. Så ked af det, at en veninde smed hvad hun havde i hænderne og kørte de 20 km herud, klokken ret sent. Min mand ringede og var ked af det på min vegne, og min søn var lige så opmærksom og sendte søde beskeder. Ja, jeg var fandeme ked af det – og allermest skuffet.

Jeg var SÅ ked af det fordi jeg det seneste år ikke har fået lov til at se min nevø på snart 11 år. Den dreng har SÅ stor en plads hos både jeg og min mand. Vi forguder begge den dreng, og har elsket at have ham hjemme eller med steder henne. Det har været hårdt ikke at måtte se ham.

Omvendt er det jo altså lidt min egen skyld. Jeg havde det svært med min søster og sagde min mening – den tog hun til sig, men “straffen” aka konsekvensen blev så at jeg ikke måtte se min nevø. Jeg må ikke kontakte ham, give gaver eller noget som helst. Det er jo, når man slår det stort op, min egen skyld – ingen arme, ingen småkager. Jeg kan ikke både blæse og have mel i munden…

Det har taget tid at nå til den accept at det nu engang er sådan. Både ifh til mine søskende og min datter – at jeg ikke er enig i deres adfærd er en anden sag. Men hele miseren kommer jo af at vi ikke kan eller vil accepterer hinanden. Jeg vil ikke dit, de vil ikke dat…

En af dem der har stået mig bi, og har meldt ud at han under ingen omstændigheder vil blande sig er min søn. Det har jeg accepteret og respekteret – men vi undrede os begge over at han ikke hørte fra dem. Intet! Ikke på mærkedage, ingen julegaver, ingen kontakt, ingen invitationer – intet. Han er typen der bare tænker at det må de selv om, og gør ikke noget ved det. Han reagerer ikke på det.

Ret overraskende bliver han så inviteret ned til min søster og nevø, for at spise… sammen med min anden søster, min datter og hendes dreng!! Min anden søster har også den smukkeste dreng, han er bare så lille at han ikke aner hvem jeg er…

DEN gjorde godt nok ondt!! Selvfølgelig har de alle set hinanden hen over det sidste år, det er 100% logisk og en selvfølge, men min søn har ikke før været inviteret. Jeg stod der med følelsen;

“Jeg må ikke se din søn, men du må godt fedte dig ind hos min”?!

Selvfølgelig er forskellen at min søn er 24 og min nevø er 11 – men jeg kom altså ikke udenom den følelse af uretfærdighed og være rigtig rigtig ked af det.

Voldsomt ambivalent – jeg har SELV sagt fra og brudt ud af de ikke-eksisterende familieforhold, og dermed mistet forholdet til min nevø, men det gør ikke mindre ondt af den grund. Når man hele sit liv har søgt accept på alskens måder og former, og ofte på måder der slet ikke er sunde, kan man nemt føle sig afvist – selvom man selv har bakket ud af situationer og relationer. Jeg har jo hele mit liv vidst at jeg var “anderledes” og fordi jeg i mine unge år bare så gerne ville være som alle andre – eller ihvertfald få følelsen – stod jeg ofte gerne på et ben for at få accept. Hvis andre fik et fælleskab fik jeg hurtigt en følelse af at være udenfor. At andre dannede kliker udenom mig – ofte foregik det fuldstændig kun inde i mit hovede og sind, men det gjorde jo ikke følelsen mindre.

De situationer jeg har med min familie, er situationer jeg selv har skabt – eller ihverfald været MED til at skabe. Jeg er ikke faldet ned fra månen og tror at jeg da bare kan gøre og sige hvad der passer mig! Well… sådan var det engang, jeg er jo for helvede ikke bipolar for ingenting. Jeg VED altså godt hvad jeg har sagt og gjort ifh til min familie, og ja, der er da visse ting jeg nok ikke havde gennemtænkt, men jeg har ikke ændret min overordnede mening. Jeg kunne vælge at lukke røven og have min meninger og holdninger for mig selv, men igen – det er ikke den person jeg er. Hverken overfor familie eller venner.

Jeg syntes at det er fedt at min søn kan sætte sig ud over alle de høns i hønsegården, og ikke vil blande sig. Jeg er sgu stolt af ham, men jeg er syntes altså stadig at det gjorde ondt..