Det kan ikke retfærdiggøres, men forklares

Ca. 2 år før min mor døde havde vi en lang og “ophedet” snak. Men det var altså en snak jeg havde ventet på hele mit liv – vitterligt. Hun indrømmede!! Den samtale befriede mig på en måde – Endelig en anerkendelse, der kunne fortælle mig at jeg slet ikke bare har levet i en tro på, at det var mig der var galt på den.

Jeg har haft det SÅ SVÆRT ved at skulle skrive om det, for min mor og far er her jo ikke mere, og burde jeg ikke lade de døde hviler fred?? De har fred, men det har jeg og mine pårørende jo ikke. Os søskende er DELvist enige i at vores barndom slet ikke var så lyserød som den så ud for andre. Alle der kendte mine forældre, alle der var deres kunder, al familie – ja alle, syntes jo at mine forældre var de sødeste, rare og sjove mennesker. – og det var de også.

Begge mine forældre rummede så meget omsorg og glæde – de hjalp alt det de evnede, festede alt det de evnede og havde et rend af gæster konstant. Mor og far var vellidte. Far var ingeniør og har har rejst hele jorden rundt 3 gange – mor endte som kok og hendes livskvalitet steg hver gang hun gik i køkkenet.

2 år før mor dør, sidder vi omkring spisebordet hos mine forældre og har netop spist. Simon er der, min datter og hendes daværende kæreste også. Min far er på boreplatformen, på arbejde. Jeg ved ikke helt præcist hvordan samtalen kom igang, men den var hovedsagligt mellem Simon og min mor. Min datter og jeg trak os lidt ud i køkkenet, måske fordi vi godt kunne mærke at det var noget stort der skulle tales om – men det var lidt smertefuldt at være vidne til. Men små gryder har store ører, og vi kunne sagtens hørte hvad der blev talt/råbt om.

Simon vil have min mor til at erkende dét jeg var udsat for som barn – det både min far og min mor udsatte mig for. De skændtes meget højt og flere gange græd min mor hysterisk – men Simon blev ved – han ville have hende til at erkende.

Efter lang tid kom den. Erkendelsen. Endnu bedre….hvis man kan sige det sådan…indrømmede hun, at hun har vidst hvad far havde budt mig. I realitet vil jeg slet ikke fortælle hvad jeg er blevet budt, der er talt rigeligt om det.

Faktum er at det sgu ikke ikke var nemt, og faktum er at jeg egentlig helst lod det emne være fordi de ikke er her mere. Jeg dikterer indeni mig selv; Lad de døde hvile i fred. Jeg har talt om det emne SÅ mange gange på psyk og ved en psykolog, venner, familie osv… Jeg har sågar til sidst sagt at NU gider jeg ikke snakke mere om det.

Jeg stoppede kontakten til hele familie for mange år siden – og holdt ved i 2 år, til min søster ringede og sagde; “Christina, så kan du godt komme hjem“. Jeg havde brugt de 2 år på at være rasende og skuffet fordi jeg følte mig svigtet.

Så sidder man her og tænker tilbage…

Min datter har frabedt sig mit selskab. Når jeg ser tilbage på min barndom, og på Marias barndom er der visse røde tråde. Det kan aldrig sammenlignes hvad jeg har været budt, og hvilken dårlig mor hun siger jeg er. Vreden, skuffelsen og sorgen over ikke “bare” kunne ha` haft almindelige forældre den kan jeg sagtens se ligheden i. Det er svært at både være SÅ vred over hendes fuck ups og så savne hende helt vildt. Hun er vred og ked af det – men jeg har ikke få muligheden for at tage den snak hun evt har brug for – den vil jeg til hver en tid give hende. Hun skal bare spørge… Men jeg forstår hende bedre end hun tror.