Jeg gør det ikke af lyst

Når man har en psykisk lidelse, vil man 9 ud af 10 gange, resten af sit liv være forbundet til psykiatrien. Man læser ofte om i medierne at psykiatrien har svigtet og ikke har fingeren på pulsen med deres patienter. Den kategori hører jeg heldigvis ikke under. Der har helt sikkert været perioder hvor jeg følte at kontakten var minimal når jeg manglede den, men aldrig i en grad så jeg følte et svigt.

Som før skrevet har jeg igen igen fået en ny læge, jeg dog endnu ikke har mødt. Jeg har i flere år haft min egen psykolog til at “tage sig af” hverdagen – og bliver gang på gang imponeret over ham. Mage til genialt menneske skal man altså lede længe efter. Jeg har aldrig følt at jeg sad overfor en psykolog, men har der imod følt at jeg sad over for et ligeværdigt menneske der på imponerende vis formåede at sætte sig “ind i min hjerne“.

Nu vil psyk have mig til samtale med deres “egen” psykolog, og jeg har ikke helt regnet ud hvorfor, og til at begynde var jeg egentlig imod. – Jeg skal fandeme ikke have flere læger ind i min hjerne. Jeg syntes at der har været rigeligt med kloge hoveder med ind over hvad min hjerne byder på, men selvom det egentlig var planen at jeg ville ringe og aflyse, så tænker jeg at det måske ikke er så skide dårlig en idé. Jeg skifter ALDRIG min nuværende psykolog ud, om jeg så skal bede om samtaler når når han sidder på et plejehjem og ikke aner hvem jeg er, men det er alligevel lidt spændende at høre hvad en komplet fremmede og udfra kommende psykolog har at sige – hvad vil hun få ud min hjerne?!

Jeg ved faktisk meget lidt om samtalen, jeg har bare fået brev i eboks, at jeg skal møde op på aftalt tidspunkt og at jeg skal forvente at samtalen vil vare 90 min. Normalt tager jeg aldrig alene afsted til samtaler deroppe, og har altid slæbt min mand eller psykolog med – eller dem begge, men har besluttet at jeg denne gang vil afsted alene. Møde hende med paraderne nede, og se hvad hun har at byde på..

Pt er jeg mest stolt af at jeg bevæger mig ud alene, og gør ting på egen hånd. Det er ikke meget, men nok til at jeg føler en vis stolthed. Imorgen skal jeg ind til Louis Nielsen og hente min kontaktlinser – også alene, men mest fordi jeg ved at det vil kræve enorme mængder tålmodighed at skulle lære mig at tage linser ind og ud af mine øjne. Det vil jeg ikke byde andre end mig selv, og den forhåbentlig voldsomt tålmodige øjendame i Louis Nielsen…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.