Afskedsbrev

Når man har set begge sine forældre dø, gør det noget ved én. Min mor døde i ambulancen jeg lige havde sendt hende afsted i. Jeg fulgte med min datter efter i bilen – vi fik at vide på E45 i telefonen at vi godt kunne vende om og hente familien. Min far udåndede liggende foran alle os søskende. Jeg så min far hive panisk efter vejret mens hans hud blev mere og mere grønlig, og bad til de højere magter om at han skulle få fred – bedst som vi troede at nu var det hans sidste suk – kom han med et mere. Lægen kom ind og sagde til os; “Han er godt nok en stærk mand jeres far” – ikke længe efter tog han endelig det sidste suk. Vi var alle stensikre på at mor hentede ham i det gigantiske stjerneskud vi så et par timer forinden, bare små 66 dage efter hun gik bort. Selvfølgelig skulle de være sammen igen. Selvfølgelig……….

Alle små sedler jeg fandt efterfølgende har jeg gemt. Indkøbssedler, telefonnumre, ting de ville huske. Det er deres håndskrift. Min datter har min mors håndskrift tatoveret på armen. Jeg har videoer med min forældre, men hvad der er på dem er næsten ligegyldigt – bare jeg kan høre deres stemmer. Alle mine gamle sms´er med min mor er aldrig slettet, min mors telefon med hendes beskeder er gemt. Min fars deo har jeg stående så jeg har hans duft.

Jeg savner dem så meget at jeg glæder mig til at være sammen med dem. Betyder det, at det er okay jeg kan have dage hvor jeg glæder mig til at dø?? – udelukkende bare for at være sammen med dem. Jeg vil bare så gerne – engang imellem – være 10-12 år igen, krybe op på skødet af min mor og lade hende trøste mig, mens far sidder på den anden side af bordet og brummer af mig; “Op på hesten igen skattepige“.

Jeg tror ikke på Gud, Jesus eller nogen andre med glorier, kjole og vinger. Jeg tror bare på at de er sammen, og det er det vigtigste.

Hvad med dem jeg ville efterlade hvis jeg forenede mig med mine forældre?? Det er ikke just en kæmpe familie jeg render rundt med – det er både deres og mit eget valg at den er gjort mindre. Jeg står ved mine valg, og tænker da at de også står ved deres valg omkring mig og min person. Så på det område, der er vi ligesom kommet til en enighed. (Imponerede nok – satme ikke sket før). Vi er en familie, men ikke i ordets smukkeste forstand.

Da mine forældre gik bort var der ikke et “afskedsbrev” – deres død var voldsomt uventet. – og det lå slet ikke til dem at skrive den slags. Men jeg vil gerne skrive et brev – allerede nu, også selvom jeg ikke vil dø nu – eller om 5-10-15 år. Det tror jeg ihvertfald ikke…

Jeg er ikke bange for at dø, tværtimod kan jeg have dage hvor jeg “glæder” mig – også glæde mig fordi det er mig selv der kan beslutte hvornår. Ingen skal bestemme hvornår eller hvordan jeg skal dø – så meget har jeg da besluttet. Der er et kæmpe tabu omkring, det der med at dø… Hvorfor er det forkert at sige at man ikke “frygter” at dø, hvis man ikke er elitesoldat eller dybt troende?? Jeg så den enorme fred der nærmest lagde sig som en dyne henover min forældre, så det er for mig ikke skræmmende. Sorgen i at miste dem har intet med den fred at gøre.

Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at dø – men det er noget jeg allerde nu har taget stilling til. Fordi mine forældre døde på den nåde, var intet forberedt. Vi anede ikke en dyt om økonomi, ønsker, hjemmet eller noget som helst andet for den sags skyld – vi “gættede” ud fra hvor godt vi kendte vores forældre, trak lod, gav bort og lænede os op af at advokaterne vel vidste hvad de gjorde med det økonomiske. Lige dér var vi forbavsende enige.

Jeg ved ikke om det ville være juridisk gældende at jeg sætter mig ned og skriver et “afskedsbrev” til hver især, men det er iøvrigt heller ikke breve der skal uddelegere min slatne formue. Hvis der er noget økonomisk til mine efterladte, så må de rette instanser tage over – men det skal være min måde at sige de ting jeg aldrig har fået sagt………. uden at blive afbrudt!! Det skal ikke være skideballer, løftede pegefingre eller noget negativt de så kan gå rundt med det efter jeg er tager herfra. Det skal være min måde at farvel på..

Jeg ved bare ikke hvornår man skriver sådan et brev – jeg ved jo ikke hvornår jeg dør. Jeg kan blive kørt ned imorgen, eller falde om med et hjertestop. Det er noget der fylder hos mig, meget mere end godt er – muligvis fordi vi ikke har nogen kontakt idag.

 

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.