At miste

Jeg savner mine forældre hver eneste dag. Det er ikke mere end få dage siden at jeg et splitsekund mindede mig selv om at jeg skulle huske at ringe til min mor. Det kan jeg ikke – men det sidder stadig i mig at det skal jeg huske! Det er hårdt og det gør så ondt at jeg ikke kan være i mig selv. Jeg bryder i øjeblikkelig gråd. Jeg er yderst sjældent på kirkegården – og hvis jeg gør det er det i reglen efter mørkets frembrud. Jeg magter ikke at se deres navne på stenen. De hører ikke til dér. Det er imponerende fredfyldt at sidde på en kirkegård efter mørkets frembrud.

Jeg føler ofte at jeg ikke bare mistede begge mine forældre, jeg mistede også resten af familien.

Efter mine forældre gik bort, gled resten af familien stille men stødt fra hinanden. INGEN bærer en ubetinget skyld, det er noget der skete med alles “hjælp”. Det der holdte os sammen forsvandt, og det der gjorde at vi opførte os ordenligt forsvandt.

Sorgen gjorde noget ved os, og det har ikke været kønt – det har været modbydeligt. Vi har fuldstændig glemt at vi kun havde hinanden. Jeg glemmer aldrig en underlig situation…. Jeg sad på toilettet, vitterligt med bukserne nede om anklerne da min søster kommer ud til mig, og udbryder, “Vi har kun hinanden nu”!!! Det var så spontant og ja, et lettere undeligt tidspunkt – men vi havde jo kun hinanden fra nu af.

Det har vi glemt, og jeg har ikke talt med min søster fysisk i mere end 10 måneder.

Jeg har ikke set nogle af dem i mere end 6-7 måneder, og den eneste dialog vi har haft er på skrift – kun høfligt ved fødselsdage, ellers grim, frygtelig og modbydelig. Fuldstændig uden respekt eller omtanke.

Det gælder os alle. Hvad er der sket??? Jeg kan kun tale på mine egne vegne.

Dels drejede det sig for mig om at jeg blev træt af at få “skæld ud” eller få en finger stukket i ansigtet KON SE KVENT; “DU har engang sagt/gjordt”! Jeg var ved at brække mig til sidst. Dertil har jeg et anstrengt forhold til alkohol, og når jeg er sammen med andre der “nyder” alkohol og får en adfærd derefter, står jeg af. Jeg stikker nærmest af fra “the crimescene”. Jeg tackler heller ikke ret godt at andre stikker hovederne i busken og siger “Dét vil jeg ikke blande mig i” når de står knee high i noget og har gjort det hele deres liv. Hvorfor ikke ligge en helende hånd på noget du ved du kan hele??? – også selvom det ikke er dit ansvar, men du har magten og evnerne til det? Jeg magtede ikke den konstante råben; “Ulven kommer” og når vi alle så kom rendende og hjalp, så startede en ny adfærd bare forfra. – og udmattende at skulle havde stukket endnu flere fingre i ansigtet – sågar fra “stik-i-rend-snotskovle” fordi det åbenbart er det nemmeste, fremfor at rette ryggen, mødes og få det overstået. Face to face!!!

Jeg er INGEN helgen, og den dag jeg skrider i svinget af den ene eller den anden grund, har jeg en deal med djævlen om at få det hurtigt overstået. Men skal jeg skride i svinget inden der kommer en ro i vores splittede familie? Kommer det nogensinde til at ske? Et eller andet sted håber jeg da på en forsoning, men det er også SÅ angstfyldt at jeg næsten ikke kan bære det.

Jeg kan ikke bære tanken om en forsoning, og så vil vi bare starte forfra! Mere pegen fingre, mere anklagen, mere råben og skrigen og voldsomme mængder NAG!!! Vi er eksperter i vores familie til at bære nag.

Hvis nogen skulle spørge mig hvor megen familie jeg har tilbage ville jeg føle mig tvunget til at sige. Ingen!! Jeg er velsignet med min søn, fordi han bare er indbegrebet af et godt menneske. Han ser ud over mine tosserier, mine særheder og hvad jeg ellers finder på. Han er SÅ beskyttende, og fralægger sig muligheden for at kunne deltaje i den drama. Han nægter… men på en måde der er respektfuld og fyldt med omsorg. Mine forældre ville være så stolte, men umuligt være lige så stolt som jeg er. Han er ved at blive en rigtig mand, men vil aldrig holde op med at være mors dreng.

Min familie lige nu er min søn og min mand…. og de to vil jeg for alt i verden ikke undvære. Pga den process jeg har startet med psyk. VED jeg at det blive nogle virkelige hårde måneder. Nej, de bliver ikke hårde – de bliver modbydelige!!! Får galoperende angst bare ved tanken. Men jeg har de to ved mig – og mine få venner.