Viden og en barsk oplevelse

Idag var jeg til en næsten 2 timer lang samtale på Psyk, og skal i næste afsted til endnu en “omgang” i næste uge. Det er simpelthen så hårdt for hjerne og krop at blive hevet igennem sådanne samtaler.

Der er bred enighed om at jeg er bipolar type 1, at jeg har ocd, angst og hvad det ellers tager med sig.

Men min nye psykiater og sygeplejerske deroppe, mener at jeg muligvis også har en snert af ADHD, og det vil de have mig udredt for.

(“Deroppe” er Aalborg, ca  30 km nord fra hvor jeg bor). 

Ååårh hvor jeg bare ikke orker det! Har jeg for fanden ikke snart været hele systemet igennem?!

Jeg fik 40.000 spørgsmål der kræver dybdegående svar og hele tiden bliver man trukket igennem barndom, opvækst, situationer og events der kan have den mindste betydning for udredningen og evt medicin. De vil vide alt om reaktionsmønstre og adfærd. Skal jeg medicineres skal det være med Ritalin i forholdsvis høj dosis – så skred ideen om at være medicinfri. Man bliver så træt. Kan næsten ikke overskue det.

Bonus kunne være at de mener jeg har en ret høj intelligens – 😉 (selvfølgelig) – Ikke nødvendigvis i form af Einstein intelligens, men i måden jeg tænker på. Jeg tænker hurtigt – og hurtigere end “normen”. Min hjerne er konstant på overarbejde og forsøger konsekvent at være et skridt foran i alle henseende, og iflg Psyk kræver det en højere intelligens. Så fik jeg i det mindste slået fast at jeg har noget mellem ørene.

Hun var super sød at tale med, men “mistede” mig dog lige i nogle minutter. Hun bliver ved og ved….  og ved med at spørge ind til hvad der sker når støj og mange mennesker er omkring mig. Til sidst får hun næsten fremprovokeret en reel reaktion. Jeg holder mig for ørene, trækker skulderne op og mine håndflader svedte så hun måtte række mig en serviet. Jeg går i fuldstændig angst-mode. Vanvittigt hårdt fordi jeg normalt holder mig fra ting der kan tricke det, men måske godt nok at hun kunne se hvad der sker med mig. Min hjerne og krop 100% på massiv overarbejde.

Jeg går derfra så træt at jeg kunne stå op og sove. Jeg går nærmest halvsovende mod bilen lidt i min egen verden og “vækkes” af tumult blot få meter fra mig. Står midt på en trappe og kan hverken gå frem eller tilbage pga tumulten, så jeg ender som tavst vidne der bare kan vente på at det er overstået..

En ung pige i starten af 20’erne med skrigende pink hår bliver eskorteret fra Psyk.skadestuen til den lukkede afdeling. Hun vil helt klart ikke tage den tur på knap 20 meter. To betjente har fat i hver hendes arm, og 2 læger forsøger stille at overtale hende. Hun græder og siger bare uden pauser; “Jeg vil ikke derind”!! Til sidst bliver det under tvang og de forsvinder voldsomt ind bag en dør til den lukkede afdeling. Det hele er overstået på få minutter.. FØJ for en barsk oplevelse.

Stakkels lille ulykkelige pige der har brug for hjælp, men ikke formår at hvile i at hun nok skal få hjælpen – bare ikke som hun måske havde håbet på. Voldsom oplevelse der gjorde indtryk. Jeg håber hun er okay ♥️

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.