Hvor langt er der fra A til Å?

Det tager ret præcist 11,06 sekunder at tale/synge alfabetet. (Jeg ved det, fordi jeg er neurotisk nok til at tage tid på det mens jeg sad og sang). Jeg undres også over hvorfor det hedder A til B, når det er pisse nemt at gå fra A til B. At komme fra A til Å, se det er straks en anden sag. Det er også en anden sag når det ikke drejer sig om at tale/synge alfabetet, men om at komme igennem sit liv og sin mentale tilstand og hvad ellers livet har smidt efter dig af ulykkeligheder.

På ca. 2 år er jeg kommet fra A B C D..´ish, til omkring ”i”. Sgu da ret godt gået hvis jeg selv skal sige det. Men turen imellem de skide bogstaver er ikke nem. A til i… Det har krævet, ikke blod, sved og tårer, men hysteriske anfald, diarré, konflikter, brud og uønsket hårvækst. (Bilder mig selv ind at det er et stresssymptom og ikke alderen).

Konflikter der slet ikke kom mig ved, gav mig næring som var jeg en sulten kalv der bankede løs på koens yver. Jeg elskede det. Om det var naboens lortekat der vrælede 24-7 så jeg kunne brokke mig højlydt eller om det var veninders forhold til andre, om det var useriøse opslag på facebook – what ever, så stak jeg min store fede næse i det, skræppede op og gjorde det til min mærkesag.

Jeg kastede om mig med voldsomme fraser, og kunne sagtens fremstå truende i flere tilfælde. Kunne forsøge at fremtving at folk skulle tale pænt ved at sige; ”Tal sgu da fucking ordenligt, din evnesvage søko”. Var selv ikke helt med på dobbeltmoralen i det jeg ønskede og det jeg selv gjorde.

Alt hvad der i realitet ikke kom mig ved, det stak jeg snuden i – jojo jeg kan bebrejde min sygdom, men et eller andet sted så burde jeg vist også have fundet noget andet at gå op i. Hvis nogen kom til mig med en problemstilling tog jeg ejerskab og blev dommeren. Fulgte de ikke mit råd, ja så blev jeg skide sur og så gik det også ud over dem der oprindeligt kom til mig med deres problem.

Jeg forsøger at forklare det med at jeg er et meget passioneret menneske. Følelser er ikke noget jeg benytter mig af halvt. De blæses ud som var det en maskine der spytter tennisbolde ud til Caroline Wozniacki der træner på tennisbanen. Det er uanset om det er vrede, glæde eller sorg. Det skulle UD af systemet.

Alle skulle vide hvordan jeg havde det. Hvad jeg følte. Hvad jeg mente. Hvad jeg syntes, var det rigtige og forkerte. Gad de ikke høre på det, så råbte jeg bare højere. Fægtede med arme og ben som en klovn. Pressede konsekvent det JEG mente var rigtigt, ned over hovedet på dem der stod tættest på. Kold og kynisk, fuck det, bare jeg havde kontrollen.

Det var mit A… Pheew for en rutchetur. Der var godt nok fart på, men det var også det der drev mig. Farten og kontrollen. En underlig magtsygdom der handlede om at jeg ville have kontrol over alt og alle. Fik jeg den ikke frivilligt, så tog jeg den bare uden at stille spørgsmål eller tage hensyn.

Det er ikke just en adfærd ret mange kan holde ud i længden, og det kan jeg godt forstå i dag. Det har ødelagt mit forhold til mange af dem jeg elsker, og mange af de forhold kan heller ikke repareres. Jeg kan ikke blive tilgivet, eller få lov til at bevise at jeg ikke mere er ved A. De har udvist rigeligt med tålmodighed, og er den sluppet op, så må jeg bare forsøge at komme videre – selvfølgelig med ondt i hjertet. Men jeg kan jo ikke blive ved med at bruge al min energi på at ”få lov” til at bevise noget jeg aldrig før har evnet.

Kontrol og tryghed behøver ikke, som i mit tilfælde kun at være råben, skrigen og drama efterfulgt af sorg. Det kan også være frygten for at være alene, og dermed holder man sig selv fast i et lorte forhold. Det kan være frygten for at rejse og dermed misse en solnedgang på Costa Del et-eller-andet. Det kan være frygten for mange mennesker, og dermed misser man alt det sjove de mange mennesker har, mens man sidder alene hjemme. Det kan være frygt for bakterier, og man ender dermed med forstoppelse fordi man på Roskilde Festival nægter at skide i en uge. Frygt for fedme. Frygt for at miste. Frygt for at turde.

Frygt og kontrol går hånd i hånd og har så mange grimme ansigter, og jeg kender de fleste af dem alt for godt.

Lad os tage en tur igennem mit alfabetet;

A.).

Når man vil væk fra A er der ét eneste skridt man skal tage. Man starter ud ved at gå direkte fra A til B, og det er simpelthen at tage beslutningen om at nu vil man ikke mere være i A, fordi det sucks og er for hårdt i længden. Vupti, så er du i B – Se, det var sgu da skide nemt.

B.).

Når man er i B skal man bruge sin stædighed, fordi A konsekvent ånder dig i nakken og lokker dig tilbage til det euforiske hysteri og kontrol man kan blive voldsomt afhængig af. Der vil komme situationer hvor andre står i en suppedas, som du da selvfølgelig har løsningen på, og med et nanosekund tilbage i A ville kunne fikse – ”No Biggie”. Men så skal du jo starte forfra. Du skal blive i B og blive ved med at sige til dig selv at du ikke mere er dommer og aktør i alt det der ikke kommer dig ved. Opholdet i B kan faktisk blive pænt langt, fordi A er en møgkost og konsekvent hiver dig tilbage. – OG DET KOMMER TIL AT SKE! Mange gange. Man vil bare så gerne fra B til C, men igen; A er en møgkost der ikke bare sådan giver slip. A er kontrol over alt andet end én selv.

Kontrol er en form for tryghed og det er ikke noget vi frivilligt giver fra os. Hele vores personlige grundvold er bygget op af tryghed i det vi begår os ud i.

Noget så simpelt som at køre en bil vi normalt aldrig kører i; Vi sidder helt oppe i ruden, saver løs på koblingen og hviner panisk lyde ud – simpelthen fordi vi ikke er trygge ved den her nye bil.

At skulle prøve noget tøj vi ALDRIG ville gå i, på trods af at der står en hel forretning og klapper som flok sæler, over hvor lækker en nummer vi får i de stribede bukser med glimmer på. Niks så heller de røvsyge og forvaskede jeans jeg stjal fra min mands klædeskab. Mad vi aldrig har kunne spise, fordi da vi var 3 år kastede vi op af det. Uden at tænke på at man måske dengang, EFTER at have spist stegt lever slog 400 kolbøtter i haven – ned af bakke og derfor brækkede man sig. Det kunne faktisk godt tænkes at man 42 år senere måske kunne prøve stegt lever igen.

Den tryghed A giver dig er styrende for 99% af dit liv – fordi du lader den styre dig. Woopti fucking doo.. – fordi den giver dig tryghed. Det er faktisk ret nemt at regne ud.

Man skal i B ikke fuldstændig slippe kontrollen og trygheden, men blot øve sig i at give en lille smule slip. Selvom det betyder at du skal gå fra en diskussion med nervøse trækninger ved øjnene og tiktik lyde fra munden, så kan det jo i sig selv være en sejr. En lille bitte sejr, og også en sejr uanset hvordan du vender og drejer det. Den tæller også.

Øvelse gør mester og det er det hele B-fasen går ud på. Øv dig i at dæmpe behovet for tryghed og kontrol – og øv dig i ikke at stikke din finger i en lort der ikke er din. Øv dig i at ting ikke skal stå på din måde. Øv dig i at tænke kognitivt; ”Hvad er det værste der kan ske”?!

Personlig tror jeg, at jeg har været i B-fasen i plus/minus 20 år. No joke. Så lang tid har det taget mig at nosse mig sammen og komme af med behovet for tryghed og kontrol. 100% på bekostning af mig selv og dem jeg har i mit liv.

I A-fasen tager man ikke fanger, man slagter dem i det konstante egoistiske behov der fylder mere end behovet for at give dem man elsker fred og ro. Det lyder så nemt at gå ind og sige at ”det er da bare” at tage sig sammen, men det er det vitterligt ikke. Hele vores person og rolle som mennesker er bygget op på tryghed og bevarelse af kontrol i forskellige former og behov.

B-fasen er én stor og langtrukken bløddyrslignende kæmpe bums på ryggen man ikke kan komme af med. Den er fyldt med skuffelser, nedbrudte forventninger, sorg og vrede – og latterlige mængder returbilletter til A.

Men hav i mente, at det at man tager beslutningen er faktisk det vigtigste og brug stædigheden til at blive i B-fasen. Den dag du pludselig kan se, at der faktisk derude i horisonten er et C, den dag er den FEDESTE nogensinde.

C.).

Man er udmattet når man kommer til C, fordi A og B bare har været nogle røvhuller, der har kastet dig rundt som en cirkushest. Frygten for at falde tilbage til de to røvhuller er altoverskyggende, samtidig med at man er lidt selvfed over at man er nået til C. Denne fase er proppet med ”Aha oplevelser”. Både dem der er super fede men det er også dér du finder ud af hvor stort et fjols du har været, og dér du opdager hvor mange mennesker der ikke giver en skid for dine åbenbaringer. De stod nemlig af i dine evindelige returbilletter mellem A og B.

I C smider man lidt af sine parader, og bliver mere villig til at lytte til de ting andre mener at du har budt dem.

Man skal holde sin kæft i den fase og bare æde den. Lyt til mennesker der er såret og vrede, lyt til deres behov og lad dem komme ud med det de ikke turde i A og B af frygt for at du åd dem som en knæler. Det er ikke sikkert der er ret mange mennesker tilbage når du står i C, men dem der er der skal du satme lytte til. Det er dem der skal lære dig at lytte, og det er dem der lærer dig at du aldrig mere vil tilbage til A og B. Det er dem der skal give dig stædigheden til at blive i C.

Det gør ualmindeligt ondt at skulle lytte til de ting, man troede man gjorde i sin ”bedste” mening. Jamen, jeg ville jo bare hjælpe!! Nej, du ville bare have ret, og have kontrol.

Alle de tæsk du får i C skal man så også bruge kræfter på at undskylde for. Man kan ikke give folk en grund til sin adfærd, man må bare krybe til korset og sige undskyld og håbe på tilgivelse. Der findes INGEN undskyldning for den måde man har tromlet folk ned på, fordi ens adfærd var gennemsyret af egoisme og sygelig trang til kontrol. Man kan sidde med hovedet mellem benene og hulkegræde fordi man får hele lorten smidt tilbage i ansigtet, og ja, det er fandeme hårdt – men det er ikke mindre hårdt for dem man kastede rundt med i A og B.

Man er i C indtil man har været hos alle dem der gad og var villige til at lytte til dine undskyldninger, og indtil man er tilgivet der hvor man kan blive tilgivet. Dem der ikke er villige til at tilgive kan man prøve at undskylde mere til, men man må også erkende at ikke alle evner det, og det skal respekteres, og dér må man gå den lange tunge gang ud af C, og uden dem der ikke kunne glemme og tilgive.

D.).

Her findes der den vildeste ro. Man er kommet så langt nu, og dem der har tilgivet dig afgiver også en ro. I har ligefrem et forhold der er ligeværdigt og baseret uden sygelig kontrol. Man lærer nærmest alle at kende på ny, og vimser åndsvagt rundt på en lyserød sky af fred, ro og idylisk harmoni.

Man hygger sig på en helt anden måde, og iiiih hvor er det dejligt uden al den drama. Man tænker næsten at alfabetet ikke behøver at være længere. D er jo super fedt og alle er glade. Men… E venter lige om hjørnet – uforudsigeligt og med den ene fælde efter den anden.

E.).

Nu gik det jo lige så godt, og så kommer E det store bløddyr.

E består af de ”almindelige” konflikter der kan opstå i ethvert sundt forhold til hvem som helst. Vi kan jo for pokker ikke gå gennem livet uden nogen form for konflikter. De kan altså også være sunde. Men i E skal vi lære at tackle konflikterne vi lagde bag os tidligere i alfabetet. Her må vi ikke blive stiktosset og bruge de gode gamle fraser som ”fuck dig din fede ko”.. her skal vi lære at sige ”Jeg hører hvad du siger, men jeg er ikke enig”. Det er meget meget svære end man regner med.

Tidligere når man ikke var enig kunne man bare skrige op, og tromle alle ned, og dermed vinde lidt på den front fordi modparten gav op for at undgå en sindssyg konfrontation. Det kan du ikke i E, for ellers er det lige direkte tilbage til A eller B. Selvkontrol, selvkontrol og så lidt mere selvkontrol.

Man skal ignorer det gamle behov for at råbe højest når man vil have ret. Det er som at sidde og vifte med en sprøjte foran en junkie der har været clean i en uge. Man tæller til 10 så mange gange at man begynder at tvivle på om man overhovedet kan tælle til mere end 10.

Eksempel; Man sidder og hygger sig, der kommer lidt vin på bordet – lidt mere vin kommer på bordet og snakken går. Vinen flyder og snakken går endnu bedre. Så kommer E vadende ind med testen, fordi selvfølgelig bringer vinen emner på bordet man helst så efterladt i de forgangne bogstaver. Man danser omkring emnerne som Fred Astair, smiler stift og tigger næsten lidt; ”lad det nu ligge” – ”Det har jeg ikke lyst til at tale om”.

Det kan fandeme godt være at du ikke vil tale om det, men nu skal du altså bevise at du ikke vil kontrollere hvad andre vil tale om.

Det kan godt være at DU ikke vil tale om det, men det betyder ikke at andre er færdige med at tale om det – brandert eller ej.

Nu skal du virkelig vise evner. Du skal nu både lytte, forstå og ved behov modargumentere på en ordentlig måde.

Det går måske fint nok et par gange, men E bliver ved med at teste dig når du mindst venter det – er du værdig til næste bogstav?! Når man har brugt det meste af sit liv i A og B kræver det ALT i dig ikke at kyle C og D i fjæset på dem, og atter boltre dig frådende i A og B.

F.).

Nu skal du til at lære at tage lidt af den kontrol tilbage du afgav i de forrige bogstaver, men du skal kunne administrere kontrollen, så den ikke styrer dig, men du styrer den.

Du skal under eventuelle konflikter kunne sige fra på en måde så du bliver respekteret, og så den ligesom lukkes dér. For pokker en balancegang.

Du har nu øvet dig ret længe i at lytte, undskylde og hvile i de nyfundne forhold til andre. Man har været lidt ydmyg og har kravlet lidt langs væggene, fordi sammen med kontrollen smuttede også noget af selvrespekten – fordi man havde så travlt med at reparere ødelagte forhold.

Man skal finde ud af hvornår man skal sætte grænsen for andre mennesker, så man ikke pludselig selv er den der bliver tromlet ned. Man skal lære på en ordentlig måde at fortælle at ens grænser bliver overskredet. På en måde så det fattes af andre, og på en måde så man ikke får fråde omkring munden.

Ergo, først har man en adfærd der gør at folk vender dig ryggen, så skal du lytte, så skal du undskylde og være ydmyg, så skal du nyde det lidt – og så skal du til at opbygge en respekt omkring din person der er dig værdig. Ingen havde sagt at det skulle være nemt.

Man kommer i denne fase til at gentage sig selv MANGE gange.. ”Ja, jeg ved godt hvad jeg plejede at gøre, men plejer er død, og nu vil jeg gerne at…! Man skal ikke bare overbevise sig selv, men også dem der står lige der udenfor og banker på sammen med Thomas Helmig. Dem der nu både har fået taletid og en undskyldning skal nu igen stå model til ændringer.

Man kan næsten se frygten malet i deres ansigter fordi man nu begynder at stille krav – nu gik det jo lige så godt. Men kan du ikke få den respekt fra andre, bliver det pænt svært at bevare respekten for sig selv.

Jeg har flere gange set mit forhold til andre blomstre fuldstændigt op efter de første par bogstaver, men så begynder jeg at stille krav som feks ligeværdighed. Så skrider det forhold ud i sandet fordi de frygter at jeg vender tilbage til gamle vaner. Det kræver enorme resourcer fra andre og en selv. Dem der ikke orker det skal have respekten for at de tog med så langt.

Men jeg er nødt til at genvinde respekten for mig selv og dem der er taget med så langt og bliver hængende. Det der med at ydmygt sige ”okay, jeg lytter til dig uanset hvad, fordi du har nu krav på at blive hørt”, det svinder lidt ud, og det er skide svært. Man skal lytte, men det er ikke hvad som helst man skal ligge ører til. Det er nu okay at gå ind og sige; ”Ved du hvad, det der har vi snakket om titusinde gange, nu er det vist uddebatteret, og jeg gider ærlig talt ikke snakke mere om det”.

Det er også i denne fase at jeg skulle lære at give slip på gammelt nag, og det har UBETINGET været det aller aller sværeste for mig. Der blev stillet krav til mig om at jeg nu skulle ”blive et bedre menneske” og kunne se at jeg var den eneste der lagde et kæmpe arbejde i det. Nu skulle jeg øve mig i at gå fra det og ikke blive vred over at de krav der blev krævet af mig, dem kunne andre ikke selv indfri. Mine fejl, mangler og dumheder er blevet penslet ud, jeg har undskyldt til jeg var gasblå, erkendt til jeg tabte pusten – i øvrigt stadig med tilbagefald. (Jeg er kun et menneske). Men hvad med der hvor jeg følte at andre fejlede og svigtede?? Jeg skal nu lære at jeg ikke kan pådutte andre at bøde, erkende og undskylde.

Jeg ville men kunne ikke sige ting baseret på frygten for at miste;

Du har gjort sådan og sådan, og jeg har tilgivet dig men du må også gerne arbejde lidt på ydmygheden. Jeg ved hvornår du lyver så det driver af dig, men jeg retter dig ikke fordi jeg ikke vil have drama, men du må godt arbejde lidt på ydmygheden. Jeg ved at jeg ikke var ene om al den drama vi havde sammen indbyrdes, men du må som jeg godt arbejde lidt på ydmygheden.

F gør det ikke nemt, men fordi man nu har lidt mere rutine i ikke at være et røvhul bliver man nu nemmere såret frem for vred. Så nu skal man lære at tackle sorg.

G.).

Her overvældes man af sorg over dem der ikke formåede at kunne følge med i turen gennem alfabetet. Man skal respektere at de ikke formåede det, evnede det eller havde overskuddet til det, men det gør ikke sorgen over at miste dem mindre. Sorgen over den tid der gik tabt pga uenigheder, skænderier og voldsom rasen. Sorgen over at det ikke kan indhentes. Sorgen over at man ikke fandt ud af at man var syg for mange år siden, og ens liv kunne have set så meget mere anderledes ud – ikke bare for én selv, men også for ens børn og familie. Sorgen over at man har misset alt det, alle andre har formået.. og en snert af misundelse.

Misundelse over at man ikke har evnet det alle andre kunne. Almindeligt job og uddannelse var en kamp der flere gange virkede uoverskuelige. Det er en sorg at opdage alt det man missede for da har brugt krudt på bare at rase og blæse der ud af med 180 km/t.

Sorgen over at de forhold man har til andre mennesker aldrig bliver helt det samme, fordi de er slidte. Sorgen over at se det sammenhold andre har fordi de skulle stå sammen i de perioder hvor man bare var ulidelig at være sammen med.

H.).

Her bliver det lidt mere intenst fordi her skal man finde accept i at tingene ikke kan ændres. Man er forbandet helt ind i sjælen fordi nu er man kommet så langt, og man vil bare gerne komme videre og få en normalisering i hverdagen og i forholdet til andre mennesker. Man vil bare så gerne på en eller anden måde, få alle og én selv til at glemme alt der der skete i A og B og så leve lykkeligt til deres dages ende. Man forsøger måske at indhente det hele lidt, på trods af at man godt ved at det ikke kan lade sig gøre. Man skal acceptere at man har misset det meste af sit liv, og at man bare må udnytte resten af livet på positive ting. Det er også lidt sværre end man regner med.

I.).

iiiiiiiiiiiiiiiii, er hvor jeg er nu. Jeg hviler mere og mere i mig selv, og de forskellige ”øvelser” er ikke så slemme mere. Der er dage hvor jeg næsten føler mig ”rask” og nærmest kan gå i panik over at så har jeg jo ikke brug for min psykolog mere. HAN SLIPPER ALDRIG AF MED MIG!!!! Jeg har det godt, og hverdagens små bump føles ikke mere som at gå på flintesten i bare fødder. Jeg bliver stadig testet fra de forskellige bogstaver, men de er nemmere at sortere ud i, og jeg kommer hurtigt videre.

Jeg ved ikke hvad resten af alfabetet byder på..men jeg er fandeme klar til at tage imod hvad det ender byder mig.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.