Like a rollercoaster

BI PO LAR – poler i hver sin ende af sindet.

Op, ned, syd, nord, glad, manisk, ked af det eller deprimeret. Livet er en rutchetur, og ikke kun for folk med psykiske lidelser. Men er man bipolar, mærkes det bare lidt mere, og det rammer lidt hårdere. Nogle gange så hårdt at det føles som at køre ind i en mur med 180 kmt. Det er én ting.

En anden ting er hvor hurtigt det kan skifte.

Har for nogle dage siden skrevet her på bloggen, om hvor godt jeg har det. At jeg ville ud af medicin, evt med en lille overgang med ECT.

Bare nogle få dage er en verden til forskel. Jeg vågnede igår morges og kunne med det samme mærke at sindet var, natten over, dykket mere end jeg “normalt”. Det er svært at forklare hvordan det føles. Man kan bare mærke det. Fysisk og psykisk. Hovede og krop føles tungt, ubeskriveligt træt og man har ..igen, natten over.. mistet voldsomme mængder energi. Det føles som en dyne der ligger omkring én, så tæt som en konvolut der er lidt for lille til brevet, og man føler ikke en tryghed ved det. Det føles mere som om det er lidt for omklamrende.

Bliver skide ærgelig.. nu gik det lige så godt. Frustreret over at sindet ikke spiller på mine heste og at jeg, på trods af fremgang, stadig kan rammes på denne måde. Jeg reagere dog sædvanen tro ved at isolerer mig, aflyser aftaler og vil helst bare sove. Tvinger mig selv op, får støvsuget, vasket tøj og ryddet op hvor der i reglen ikke trænger til. Hader rod og støv, så jeg fjerner usynlige støvkugler.

Jeg HÅBER at det bare er kort og “forbipasserende”. Jeg håber at det ikke er, som det KAN være hvis det får lov; altoverskyggende og en tung tid der føles uendelig.

Jeg er obs på det. Accepterer det og forsøger at hive mig selv op. Ved at det ikke kan fremtvinges, så tempoet skal tages helt efter mit hovedet. Hakuna Matata…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.