Dramaqueen

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Jeg hedder Christina, og jeg er en Dramaqueen.

Så er det ligesom afklaret. Jeg er typen der ved en simpel blodprøve ved lægen, i samme omgang overvejer hvilken skrifttype jeg skal have på min gravsten. Jeg HADER …HADER.. sygdom. Når jeg er forkølet, er jeg mandesyg for fuld skrue. Jeg piver, klynker og ynker så jeg er ulidelig for dem jeg tvinger til at opvarte mig 24/7. Hoster med masser af lyd, så ingen er i tvivl om at jeg faktisk er ved at dø. Vræler op over mængden af snot, bilder mig selv ind at jeg har 48 i feber og at jeg med 100% sikkerhed er ved at dø af kogalskab, svinepest og kolera.

Jeg har idag fået svar på de prøver som min læge havde bedt om. Desværre stiger mine “tal” og de vil øge mængden af betablokker. (Ufedt fordi jeg bliver så latterligt træt af de piller. Kunne sove stående konstant). Dertil sendes jeg til en specialist for at finde ud af hvorfor mit stofskifte og infektionstal stiger, og hvorfor jeg taber mig så voldsomt. Jeg har en lille knude på halsen de også vil undersøge. Fair nok – men min læge er ny og kender mig dermed ikke ret godt. Så da han vælger at sende mig ind under en kræftpakke, så stritter ALT på Fru W. Jo jo, han påpeger at det udelukkende er for at det dermed går lidt hurtigere, og selvfølgelig for at udelukke – men allerede dér er jeg igang med at finde ud af om jeg vil have duer eller gråspurve af kobber på gravstenen.

Igen, jeg HADER at være syg, og endnu værre at gå og vente på at finde ud af hvad jeg fejler. Jeg kan ikke få de svar jeg gerne vil have LIGE NU. Én ting er at jeg hader sygdom, men jeg tackler det åbenlyst heller ikke ret godt. Jeg siger til mig selv om og om igen; “Det er ingenting, hold op med at pylre og tænke mere over det“. Men dem der kender min hjerne og mit sind bare en lille bitte smule, ved at den tanke bliver på et splitsekund afløst af; “Pis pis pis pis pis pis pis pis….Mon jeg burde skrive testamente over alt det jeg ejer, der i virkeligheden ikke er en skid værd”? Det er som om, at hvis jeg hviler i at det ingenting er, så er jeg bange for chokket over at det måske er noget lort. Så hellere bliver glædeligt overrasket.

Det er nu engang sådan jeg er skruet sammen, og de der kender mig hopper op og falder ned på det. Så ja, jeg er en dramaqueen!! – og jeg er scared shitless!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.