Piller mig her og der!

Som Bipolær bliver man tilbudt medicin. Piller. Mange piller. Nogle der løfter. Nogle der dæmper. Nogle der stabilisere. Nogle der skal få dig til at sove. Nogle der skal få dig til at vågne.

For nogle uger siden skulle jeg printe min medicinliste ud, da den skulle bruges til noget dokumentation. En ting er at jeg blev dybt forarget over at apoteket krævede 150 kr for at udlevere den, men da apoteks-trunten kom med 15 sider blev jeg chokket. – og det er “kun” for de sidste 4 år.

Har jeg virkelig fået så meget medicin? Har jeg virkelig fyldt mig selv med alle de forskellige slags præparater?

Så tror sgu da fanden jeg ikke kan passe en str. 36 mere…

Har altid pralet og flashet min spinkle figur, tilpasset med et sæt silikonebabser, og et prisvindende snakketøj. Jeg kan snakke bukserne af paven, og sælge pels til Green Peace. Som højgravid kom jeg vist liiige over de 60 kg. Er 172 cm høj, så det hele sad sgu ret godt.

Så kom pillerne! Jeg gik fra 55 kg til 95 kg inden for 1 år. – og alligevel var pillerne til for at jeg skulle få det bedre!!?? Tager i freakin’ pis på mig??! For hvis der er noget kvinder de bare klapper i deres små fede hænder over, så er det sgu da vægtøgning!

Man tager altså de her piller for at få det bedre, men vi skal lige tage vægten med, skaderne der kan komme på lever og nyrer og konsekvent tilstoppet endetarm. Vil give 1 mill. for at kunne skide normalt igen. (Det kan man iøvrigt også få piller for).

Hold nu KÆFT hvor er jeg træt af piller! Spørgsmålet er; hvis man har denne sygdom, og vi propper os med piller…gør vi det for vores egen skyld, eller for dem der står os nærmest? Jo jo, vi bliver tilnærmelsesvis til at være i stue med, men bliver vi mere lykkelige? Glade?

Det er et kæmpe dilemma jeg kæmper med. Jeg ELSKER det faktum at jeg har fået en ro på kroppen og sindet. Men jeg HADER det faktum at jeg ligner en fejlslagen, hjemmelavet rullepølse uden tøj på.