Er SÅ klar!!

Reference

Min psykolog skal have en ny hjemmeside og har bedt mig lave en reference for ham. Lave en beskrivelse af ham og vores forløb!

Han har læst det og godkendt det!

…………………

Han ligner jo en gammel rocker, som han står der med sin skallede isse, enorme bæltespænde og cowboystøvler og ryger smøger uden filter. En stemme der ville få Bonnie Tyler til at lyde som Minnie Mouse. Hvem fanden har fortalt ham at det er stylet at gå i jeans med svaj? Han ligner i hvert fald ikke en terapeut. Det kan godt være at han på papiret er terapeut, men nogen må ha´glemt at give ham notatet om ”dress-code”. Er han ikke også lidt lille? Hvor er de fodformede sko og runde sygekasse-briller?!

Sådan tænkte jeg første gang jeg så Mr. Frank Lundum. Alle mine klichelignende tanker om en terapeut, faldt fuldstændig til jorden.

Jeg har Affektiv Bipolar Lidelse af værste skuffe. Jeg frygtede ofte at jeg ville ende på forsiden af Ekstra Bladet. Kæmpe ego, galoperende angst, OCD på den irriterende måde og har samtidig en personlighed der ikke tillader at nogen eller noget kommer for tæt på. Min attitude kunne være aggressiv, umoden og ”my way or the highway”. Det tog Frank mere end seks måneder at få lov til at gå bag ved mig, fordi jeg havde fået den ide at jeg ikke ville lade nogen gå bag ved mig på vej ind på kontoret. Jeg er flabet, og rider også på den bølge at jeg er flabet. Men jeg kan ikke imponere Frank aka Frankie, med mine verbale udfoldelser. Nok fordi han taler mit sprog, dog uden de kulørte fraser. Da jeg startede mit terapiforløb ved Frankie var mit skuespil en Oscar værdig. Men Frank ser lige igennem én. Ikke på en måde så man føler sig taget på fersk gerning i sit skuespil, men på en måde så man stille og roligt opdager, at her behøver man ikke være andet end 100% ærlig. Intet er tabu, og intet skal være usagt.

Jeg har i mit forløb med Frank desværre været ramt af ikke så lidt. Medicin der på ingen måde gjorde noget godt for mig og min krop, ECT behandlinger der gjorde at jeg ikke kunne huske hvad jeg talte med ham om for 1 time siden, tab af pårørende, møder med psykiatrien, møder med det offentlige og møder med min familie, der alt for tit har stået måbende tilbage. Frankie has it all. Han har formået, i al den kaos at bevare roen i vores forløb, samt roen i mit hoved der alt for tit var ved at koge over. Når mit ego blev lidt for opreklameret og jeg kastede omkring mig med fraser om mennesker i mit liv, som; Inkompetente dørkarme der ikke er høje nok til at blive taget seriøst, fik jeg bestemt og respektfuldt at vide at det var sgu ikke i orden. Èn af de ting jeg værdsætter mest ved Frankie, er hans evne til at tale MED mig, have en indsigt i hvad jeg end kæmpede med, han deltager i samtalen på en måde så man glemmer at man sidder hos en terapeut. Jeg får sandheden, fordi det er det jeg har brug for.

Frankie har en viden og en evne til, at når jeg ser allermest sort på verden, så kan han på et menneskeligt plan fortælle mig at verdenen faktisk er fuld af farver, hvis bare jeg tænker anderledes. Jeg er aldrig gået fra en samtale med følelsen af at Frankie har brugt den forgangne time på at lukke luftkasteller ud. Jeg har lært noget. Jeg går derfra og ved lidt mere om mig selv, min sygdom, og hvordan jeg skal tackle det fremover. Det er en fuldendt win-win situation. Skide godt Fru W, får jeg med på vejen når jeg har lært at sige ”fingre” i stedet for ”onani-gafler”, når jeg har lært at sluge kameler, og når jeg lærer at hele verdenen ikke er fyldt med fucknuts. Når jeg lærer lidt mere om mig selv og min sygdom.

Frankie er til rådighed dér hvor jeg har brug for ham, også selvom det er midt i et panikanfald på kommunekontoret, hvor vi ender med fødestue-værdige vejrtrækningsøvelser bag en kopimaskine. Frankie kender mig fordi han udstråler tillid, forståelse, viden, tålmodighed og bruger gudskelov ikke det klassiske udtryk; Det jeg hører dig sige!

Jeg vil til den dag det støver når jeg hoster, bruge Frankie til enhver form for terapi. Jeg har lært så meget om mig selv og min sygdom. Jeg har lært at jeg ikke ER Bipolar, det er er noget jeg HAR! Jeg har lært at det er okay at være anderledes, at hvile i mig selv, lytte til mig selv.

Frankie; you got this!

KH. Fru W


- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er SÅ klar!!