Familien på sidelinien

      

Før jeg begynder på min svada om min familie kombineret med min sygdom, kræver de en introduktion.

I min familie griner vi ikke kun med hinanden, med også AF hinanden. Vi har kulsort humor, med et twist af arrogance. Vi har en enorm kærlighed til hinanden, men vi går ikke og flasher ømme følelser på må og få. Vi er aldrig i tvivl om at vi elsker hinanden. Modgang har gjort os stærke.

Jeg er den ældste i flokken og var også den der skilte mig ud. Jeg har altid følt mig anderledes. Ikke fordi jeg blev behandlet anderledes, det var en følelse jeg konstant gik rundt med. Fik jeg ikke opmærksomhed, skulle jeg nok sørge for at få det. Positivt eller negativt. Jeg var på mange mange måder bare ikke som de andre.

Med den viden jeg har nu, er jeg slet ikke i tvivl om at jeg stort ser har været konstant manisk fra start 20’erne til midt 30’erne. Ét langt egotrip. Jeg har løjet, bedraget, svindlet, angrebet min familie. Selvfølgelig kunne vi skændtes som alle andre familier. Men for mit vedkommende gik jeg konsekvent over grænsen. Jeg kunne klare hele verden, og tromlede alle ned der ikke lige syntes at mine geniale ideer, var så skide geniale.

Jeg brugte alle midler til at få det som jeg ville. Når jeg ser tilbage bliver jeg SÅ flov. Jeg gik med skyklapper og ænsede slet hvem og hvor meget jeg sårede eller ødelagde. For nogle uger siden sad jeg og så på gamle videobånd, og kunne høre og se mig selv. Jeg krummede tæer!!!

Det er bagsiden af medaljen, når man er manisk. Man har det FEDT og kan klare hele verden. Men alle omkring én står i skudlinien, og der er grænser for hvad de vil og skal stå model til. Fra tid til anden sagde min krop fra, af udmattelse og jeg gik i flyverskjul for en periode. Min krop var udmattet og det gav udtryk i adskillige mavesår.

Idag er der meget mere ro i familien. Jeg har ro på mig selv i forhold til min familie. Jeg har skulle genvinde tillid. Men som familie kan intet komme imellem os. Ikke længere.