Er der brug for tilgivelse?

Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for 3 dage siden, og jeg kan ikke huske hvem jeg snakkede med for 1 uge siden – men jeg er samtidig notorisk kendt for at bære nag, og huske mennesker og ting der har gjort mig ondt for 45 år siden… Jeg er kendt for at bære nag – sågar være bitter. Helt ovre i den overdrevne genre.

Jeg har søgt hjælp alle steder i forsøget på at forstå og accepterer min “skæbne”.. Samtaleterapi, psykofarmaka, ECT, hypnose, specialister osv osv….Jeg har spurgt alle; Hvorfor mig??!! Kæmpet for at komme af med det, der føltes som en kæmpe byrde jeg ikke kunne stå oprejst af. Lære at leve med at jeg har været et offer for et livsdestruerende traume. Jeg har søgt i mere end 25 år – og har været bitter og vred lige så længe.

Det er år jeg ikke får tilbage – omend jeg er blevet klogere på mit sind og hvordan det fungere. Til gengæld er de år “spildt” på vrede, sorg og bitterhed. Hold nu kæft hvor har jeg været konsumeret af de følelser – og det er jo ret stærke følelser, og reelle følelser. Jeg er i min fulde ret til at have de følelser, og ingen kommer nogensinde til at kunne forklejne dem, eller sige at jeg ikke er i min fulde ret til at have følt sådan. Aldrig!

Men… det har været mit eget valg at gå med de følelser – indtil jeg var eller er klar til at give slip på dem.

Jeg kommer aldrig til at slippe sorgen. Sorgen over min skæbne, sorgen over at skulle gå med så voldsom en byrde, sorgen over at miste mig selv, sorgen over at miste mine forældre men ikke kunne mindes dem som andre evt gør. Jeg har 10.000 fantastiske minder fra min barndom og mine forældre. Problemet er bare at der for hvert fantastiske minde er nogle større frygtelige minder, der har fyldt endnu mere. Hvor ville jeg gerne at min hukommelse havde svigtet hér, for mange af de minder ville jeg ønske jeg ikke havde.

Jeg har bildt mig selv ind at for at kunne komme videre med mit liv, skulle jeg finde tilgivelse. Tilgive dem der har gjort mig ondt – bevidst eller ubevidst. Tilgive; for at kunne komme af med vreden og de enorme mængder frustrationer.

Men hvem får noget ud af at jeg tilgiver??

Dem der såret mig?? Dem der har løjet for mig?? Dem der har misbrugt mig?? Dem der ikke ville tro mig?? Dem der ikke ville anerkende mig?? Hvad skal de bruge min tilgivelse til??

Hvis jeg har fejlet, ville det intet ændre hvis nogen tilgav mig.. Eller, JO det ville da ændre på andres syn af min karakter, men det ville ikke ændre på det faktum at jeg har fejlet! Lige dér ligger hele skatten begravet – om man vil…

Det ændrer INTET at tilgive!! Jo jo det kan give en vis fred i sindet – men det ændrer ikke på de ting der er sket!! Jeg behøver slet ikke at tilgive for at Gud og hver mand kan se og høre det, jeg behøver heller ikke gøre det for min egen skyld. Jeg skal “bare” ligge vreden, bitterheden og sorgen fra mig.

Well – hvis der var noget der hed BARE, så havde jeg nok gjort det for længe siden – og mange andre gjorde det nok også.. så der er ikke noget der hedder BARE!! …og så dog. De forgangne uger har jeg grrrravet i mit sind og i mit tankemønster – læst om “Good vibes”, “Mindfulness” og “Tankemønsterets Kraft”.

Des mere tid og kræfter jeg har brugt på at sige til mig selv; “Det er synd for mig” – “Jeg er et offer”, des mere blev det synd for mig, og des mere gjorde jeg mig selv til et offer. Jeg kan ikke fjerne det faktum at jeg er offer for frygtelige ting, men jeg kan ændre den måde jeg tænker på mig selv.

“Jeg er træt af at være et offer. jeg er træt af at have ondt af mig selv. Jeg er træt af at være vred og bitter. Jeg er træt af at gå rundt med en dyne af sorg”

Det forsvinder ikke, men mine tanker om dem ændrer sig – og egentlig ret hurtigt, og på den måde svinder tankerne om alt det negative ind… og hvor er det befriende. Kun få sider inde i bogen “The Secret” faldt jeg lidt på røven. Skal der virkelige SÅ lidt til?? Skal jeg vitterligt blot ændre min måde at tænke på, og på tilgangen til tingene??

Når jeg har tænkt at det var synd for mig, har jeg manifesteret de negative tanker i mig. Når jeg har følt mig såret af andre, har jeg fodret de negative tanker og lade dem vokse i mig. Det er mig selv har ladet dem “vokse” og fylde så meget i mig.

Mit tankemønster får ikke andre til at opføre sig eksemplarisk overfor mig, men jeg kan ændre på hvordan jeg vil lade det påvirke mig. Alt der har tynget mig, vil jeg øve mig i “tænke” mig ud af.

“Du skal ikke mere fylde negativt i mit liv. Du skal ikke mere give mig følelsen af at være et offer. Du skal ikke mere give mig vrede og bitterhed”

Jeg behøver ikke at tilgive, for de mennesker der evt skulle tilgives ville være komplet upåvirket af det. Tilgivelse ville være for min egen skyld – og også dér uden formål. Tilgivelse ændrer ikke på noget. Det jeg vil og KAN ændre, er min tilgang og mine tanker til de følelser. Jeg vil sende positive tanker ud af mit sind, og lade dem erstatte alt det negative.