Tilgivelse

Det er “sundt” at tilgive! Det er godt for sjælen og sindet at tilgive. At bære rundt på noget negativt er usundt. Det der med at bære nag er usundt – og hånden på hjertet, så er jeg EKSPERT i at bære nag. Jeg kan glemme min telefon i køleskabet, og tage til købmanden efter én ting og komme hjem med en anden ting.

Men har man gjort mig ondt – eller ked af det, skuffet.. så glemmer jeg det ALDRIG!! – og kan på et splitsekund finde vreden og skuffelsen frem. Det er som om den aldrig giver helt slip.

Jeg er notorisk kendt for at bære nag! Jeg taler slet ikke med mine gamle skolekammerater pga mobning. Jeg tilgiver dem ikke. Jeg har gamle “såkaldte” veninder der har haft en adfærd jeg aldrig tilgiver dem for, også selvom jeg måske har været en hat overfor dem! Men jeg tilgiver dem ikke. Selv noget familie kommer jeg aldrig til at tilgive. Ikke fordi de er familie, men fordi de har haft en adfærd, hvor jeg vitterligt lå ned i fosterstilling, og dér gav de mig en følelse af at være dem ligegyldig. Fordi de simpelthen ikke formåede, evnede eller gad involvere sig.

Når det så er sagt skal min familie også have ros – for jeg har fandeme ikke været nem at være pårørende til.. Jeg har ikke været nem at omfavne.

Men kan jeg tilgive dem?? – og endnu svære, kan jeg tilgive mine forældre?? Mine forældre ville ikke få noget ud af at jeg tilgav dem, i og med at de ikke er  her mere. Men måske jeg ville få noget ud af det?? Finde en ro i det?!

Hvordan tilgiver man så?? Hvordan kigger man sine “spøgelser” i øjnene – stirrer dem stift ind i øjnene og siger; “Jeg tilgiver dig”!!??

Er tilgivelse det samme som at glemme det? – for det kommer ikke til at ske. Skal jeg så ligge alt bag mig? Hvordan kan jeg ligge alt bag mig, når det også har været med til at forme mig til den jeg er idag, på godt og ondt??!

Går man ind og siger; “Jeg tilgiver dig, og nu lader vi som ingenting. Nu ligger vi alt det her bag os”??!

Det er jeg ikke i stand til, men jeg  kan heller ikke holde til at bære rundt på det resten af mit liv. Psykisk slider det mig op. Jeg går ikke rundt og er vred eller ked af det hele tiden – slet ikke, men det er stadig en byrde der ligger i mig, og i reglen når jeg mindst venter det, titter det frem og suger ilten ud af samtlige celler i min krop. Det kan jeg ikke blive ved med at holde til.

CSM hjælper mig til forstå mine traumer og hvad de har gjort ved mig – men jeg er slet ikke dér hvor jeg kan reflektere over det på en sund måde, og komme videre.. om man vil.

Så nej, jeg kan ikke tilgive. Ihverfald ikke endnu.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.