[Artikel lånt fra Ekstra Bladet]
Det er SÅ fedt at kunne genkende andres reaktion og behandling med
Se næste indlæg >
Accept
Christina Winther
….det passer så ikke helt!!
Jeg har 99% accepteret min skæbne så at sige. Jeg har accepteret min sygdom, hvad livet har budt mig og hvad mit forløb i psykiatrien har budt mig. Jeg har accepteret at jeg er “anderledes”, at mit filter og min væremåde ikke er som de fleste andres. Jeg er nødt til at acceptere det – har ikke noget valg.
Drømmescenariet ville da være at jeg ikke var bipolar – holy shit hvor ville mit liv være anderledes.
Jeg har tusinde gange følt at mit lod i livet var uretfærdigt. Hvorfor skulle jeg bære på den byrde? – en byrde både jeg selv og dem omkring mig skulle lide under?!
Men når jeg nu ikke kan ændre det lod, så er jeg tvunget til at acceptere loddet. Det har sgu da ikke været nemt – jeg har kæmpet imod med næb og kløer. Men…jeg er den jeg er. Ham deroppe under skyerne må vel have haft en mening med det, og troede på at jeg var stærk nok til at fikse det. (Den eneste forklaring jeg har på trods af at jeg ikke er troende).
Én ting er at jeg selv har accepteret min skæbne, men jeg kan ikke pådutte andre at gøre det. Jeg har en lille håndfuld af mennesker i mit liv det fuldstændigt og helhjertet acceptere mig og mit. Uden forbehold. Feks. min søn, min mand og min veninde har et hjerterum uden lige. Andre har selvfølgelig også – bare ikke i samme omfang. Det er også okay. Det er også noget jeg accepterer.
Jeg vil ikke sloges for at få accept, det har jeg forsøgt på i mange år. Det orker jeg ikke mere. Jeg har begået fejl der vil tynge mig ned til den dag jeg går i graven, det erkender jeg. Jeg har rigtig mange gange i mit liv skulle tilgive ting jeg ALDRIG troede jeg ville komme mig over. Ting der har ændret mig som person, og det tog mig mange år at tilgive og komme over. Derfor ved jeg også at andre skal bruge lang tid på at tilgive mig de ting de føler at jeg har budt dem.
Når jeg står i situationer hvor jeg skal acceptere tingenes tilstand, om jeg vil det eller ej, så mangler jeg mine forældre..specielt min mor. Jeg mangler hende, som kender mig ud og ind til at råde og guide mig. Fortælle mig at jeg ikke kan ændre fortiden, at jeg skal acceptere nutiden og glæde mig til fremtiden.
.