Det er lige om lidt…

Det er næsten som om min “skæbne” kan ændres i næste uge. Jeg sidder helt ude på kanten af stolen.

D 1 december skal jeg starte på ny udredning.

Er jeg fejldiagnostiseret?? Har jeg slet ikke bipolær lidelse type 1?? Har jeg i stedet Kompleks PTSD?? Har jeg begge dele?? Kan man overhovedet det?? Hvad så med medicinen??

Når det gælder medicinen taler det sit eget tydelige sprog. Jeg får latterligt små mængder – faktisk så små at de ikke kan måle det i blodprøverne. – og kraftedme om ikke mit EVINDELIGE problem med søvn forsvandt! Jeg sover så meget bedre UDEN medicin. Jeg har ingen udsvingninger – tværtimod føler jeg, at jeg kan mærke mig selv. På en måde jeg aldrig har prøvet før. Jeg er i kontakt med mine følelser uden at være rablende åndsvag.

Det er SÅ vildt – og vanvittigt beroligende. En underlig følelse. Mit reaktionsmønstre har tidligere været; “Pisser du ved siden af natpotten, skal jeg nok minde dig om det”… Højtråbende og rablende sindsyg vrede, hævngerrig og kunne slet ikke finde ro i situationen. Fuld knald på. Altid. Hele tiden. Konstant. Se på mig. Hør på mig.

Roen kommen snigende med den minimalistiske mængde medicin, og jeg ELSKER det!!!

De mennesker der på 1. række har været vidne til, eller deltaget aktivt i mit liv har ofte stået måbende tilbage. “Hva’ har hun nu rodet sig ind i”?? Kigger jeg tilbage på nogle af de mennesker, må jeg tage mig til hovedet – og hjertet – og spørge mig selv; Hvorfor har jeg dog haft dem i mit liv?? Var de i mit liv fordi de ikke kunne undværes??

Det har jeg jo senere erfaret at de faktisk sagtens kunne – altså undværes.

Jeg har været så vant til at det var mig, den var gal med – og underligt nok skænkede jeg det ikke en tanke at måske var det slet ikke mig der konsekvent var den “rablende”… Jeg har haft de mest afstumpede, bindegale, løgnagtige og falske mennesker inde på livet. Syge syge mennesker, der blot evnede at være bedre til at dække over deres syge sind! Altså.. hør nu her; Mågestellet, fredsliljer og diamanter fjerner ikke det faktum at du sidder ned og skider som alle os andre. Men de viser at du er hundeangst for at andre skal se dit “rigtige” jeg… Uslinge, der lod mig tage skraldet fordi det var det nemmeste. Tåber der aldrig kunne drømme om at stå frem og tage deres del af ansvaret. Christina er syg, ergo så er det hele hendes skyld! 

Det føles altså stadig godt at sige min mening råt for usødet…

At droppe medicin, få en ny udredning er mit forsøg på at komme frem til det “rigtige jeg”. Det sker lige om lidt, jeg er SÅ spændt!! Alle facader skal væk, alle fordomme skal væk – jeg føler næsten at jeg kan starte forfra… og det bliver med de mennesker som vitterligt kender den RIGTIGE Christina ❤️

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.