Jeg er her stadig…men

Jeg er her stadig…. men har ikke været “aktiv” rigtig længe. Det er ikke fordi jeg ikke har det godt, eller fordi jeg har det “for godt”, jeg har bare haft brug for at være passiv og reflektere.

Der er sket meget som jeg havde brug for at tage ind på min måde. “Min måde” er et eller andet sted noget nyt. Før i tiden tyede jeg til bloggen hver gang jeg fik en nedgroet negl, men det her har krævet at jeg kiggede indad og mærkede grundigt efter. Her kunne jeg ikke bare glide overfladisk henover det.

Jeg har været svøbt i lykke og ro – men også i sorg og reflektion. Lykkerusen i form af mit barnebarn – mage til vild lykke findes ikke. Jeg er hovedkuls forelsket i den dreng. Sorg og frustration i form af venskaber der ændrede karakter og jeg havde slet ikke set det komme. Har aldrig oplevet at blive behandlet med den slags ligegyldighed og “straf”… – og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det. Troede jeg var færdig med dramatiske og drænende venskaber.

Mit forløb ved psykiatrien har udviklet sig til et månedlig sikkerhedsnet jeg får strammet op. De kender mig 100% ud og ind, og det seneste år har de presset på, og jeg har PURE NÆGTET!!! Den går ikke længere og jeg har givet efter og sagt ja til ekspertise jeg konsekvent har afvist!

Min barndom!!

Mine forældre er her ikke mere og jeg har holdt uhyggeligt hårdt på, at de døde skulle hvile i fred. Det havde JEG brug for – troede jeg! De der elsker mig gav det sidste skub… “Du skal altså få styr på det der nu” – “Vi bakker 100% op om det” – “Det er på tide”

Jeg samler mod til det. Jeg tager mig lidt tid. Jeg tror godt at jeg tør. Jeg tør godt tage konsekvensen af at sige det..

Jeg SAVNER min mor og far som forældre, men jeg savner ikke volden og de seksuelle overgreb – og derfor gør jeg nu noget ved det.

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.